USA/lukning: Plus på likviditet og nøgletal - Kardashian til tops

Udgivet den 30-06-2020  |  kl. 06:32  |  

Trods fortsat høje smittetal og tilbagerulning af genåbninger i flere amerikanske delstater steg aktierne i USA mandag. I den positive vægtskål var masser af likviditet, og positive økonomiske nøgletal, ligesom Boeing trak kraftigt op i industrisektoren på godt nyt om 737 Max-flyet.

Det brede S&P 500-indeks steg 1,5 pct., mens Dow Jones-indekset - særligt løftet af den amerikanske flyproducent - vandt 2,3 pct. Teknologitunge Nasdaq gik samtidig op med 1,2 pct.

Tirsdag morgen fortsætter fremgangen. De store indeksfutures stiger 0,1-0,3 pct.

Fremgangen mandag kom i kølvandet af et samlet minus på 2,9 pct. for S&P 500 i sidste uge, da investorernes bekymring for væksten i coronasmitte i USA vandt kampen om stemningen.

- Markederne kæmper stadig med konflikten mellem nye smittetilfælde og ekstra likviditet. I slutningen af sidste uge så vi, at nye smittetilfælde vandt, sagde Edward Park, investeringschef hos Brooks Macdonald, til The Wall Street Journal.

REKORDVÆKST I BOLIGHANDLER

Mandag overraskede opgørelsen for igangværende bolighandler i maj, da tallet steg med ikke mindre end 44,3 pct. sammenlignet med måneden før. Det var den største stigning nogensinde, og det overgik alle økonomers forventninger, som i snit lød på en stigning på under det halve - nemlig 19,3 pct. - ifølge Bloomberg News.

Antallet af smittede med corona rundede i weekenden imidlertid 10 mio. tilfælde på globalt plan, og i flere amerikanske delstater som Californien, Florida og Texas stiger tallet fortsat til rekordniveauer, mens de lokale guvernører ruller planerne for genåbning tilbage.

- Vi mistænker, at de fleste prognosemagere har antaget en smidig genåbning og genopretning på tværs af økonomien. Det ser nu usandsynligt ud, skrev Ian Stephenson, cheføkonom hos Pantheon Macroconomics, i en kommentar, ifølge Yahoo! Finance.

Pantheon spår, at der vil gå en måned, før man vil se effekten af tilbagerulningerne.

MASSER AF PENGE

Tom Essaye - en tidligere handler hos Merrill Lynch, som nu udgiver investeringsbrevet "The Sevens Report" - ser dog positivt på udviklingen trods udsigten til stop-start-genåbninger i USA.

- Hvis delstaterne er målrettede i forhold til restriktioner, så vil stigningen i Covid-19-tilfældene ikke skabe en substantiel nedgang i markedet, især med den igangværende stimulus, skrev han ifølge Bloomberg News.

Kongressen i USA har vedtaget tre hjælpepakker til en samlet værdi af 3300 mia. dollar, og der forhandles om en fjerde, der potentielt kan blive ligeså stor som de tre foregående. USA's centralbank har samtidig købt obligationer i markedet for mere end 2300 mia. dollar. Og opkøbene fortsætter med op mod 120 mia. dollar om måneden.

INDUSTRI I TOP

I S&P 500-indekset var alle 11 hovedsektorer i grønt mandag. Bedst gik det for industriaktierne, der vandt 3,2 pct.

Det var især løftet af flyproducenten Boeing, som steg med 14,4 pct. på nyheden om, at USA's luftfartsmyndigheder har påbegyndt testflyvningen med 737 Max. Flymodellen har haft globalt flyveforbud i mere end et år, efter to fly af samme type styrtede ned med seks måneders mellemrum.

I den anden ende vandt sundhed mere beskedne 0,9 pct., mens finans steg 1,0 pct.

Apple bidrog mest til plusset i S&P 500 med en stigning på 2,3 pct. Microsoft vandt 1,1 pct., mens Alphabet - ejeren af Google og Youtube - hjalp til med et plus på 2,5 pct. Omvendt trak Amazon den anden vej med et minus på 0,5 pct.

Facebook vendte mandag et indledende minus til et plus på 2,1 pct. Fredag tabte Facebook ellers 8,0 pct., da en række større annoncører suspenderede deres køb af annoncer på verdens største sociale medie, ind til koncernen i højere grad får fjernet "hate speech" fra sine platforme. Navnene tæller Verizon, Unilever, Coca-Cola, Pepsico, Starbucks og Diageo.

Med i toppen af S&P 500-indekset var også kosmetikkæden Coty med et plus på 13,4 pct. Koncernen annoncerede en aftale med Kim Kardashian West om at overtage 20 pct. af hendes kosmetikmærke for 200 mio. dollar. I januar købte Coty også 51 pct. af Kims halvsøster Kylie Jenners kosmetikmærke.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder