USA/Lukning: Remdesivir kurerede den negative corona-stemning

Udgivet den 13-07-2020  |  kl. 06:32  |  

Efter en negativ corona-bekymret indledning på fredagens amerikanske aktiehandel skiftede stemningen hen over handelsdagen, og ved lukning lyste de tre toneangivende indeks grønt. Stigningerne seer ud til at fortsætte mandag.

Det brede S&P 500-indeks lukkede 1,0 pct. højere, og de 30 tunge aktier i Dow Jones-indekset vandt samlet set 1,4 pct. Nasdaq-indekset holdt sig lidt i baggrunden med plus på 0,7 pct. til indeks 10.617,44, som var rekord igen for det teknologidominerede indeks.

Mandag morgen handles de store indeksfutures med stigninger på 0,5-0,6 pct.

Ildevarslende smitterekord på flere end 60.000 nye tilfælde af Covid-19 på tværs af flere amerikanske stater pressede aktierne i fredagens første handler. Flere end 3 mio. amerikanere har nu været konstateret smittede med coronavirus, og særligt i staterne Texas, Californien og Florida synes smitten ude af kontrol.

Men de dystre perspektiver blev overdøvet af positivt nyt om udviklingen af et middel mod det ustyrlige virus: Remdesivir fra Gilead Sciences. Selskabet Gilead rapporterede en reduktion i Covid-19 relaterede dødsfald på 62 pct. ved behandling med Remdesivir, og aktien lukkede 2,2 pct. højere.

Blandt dagens vindere var især finansaktierne, som blev løftet 3,5 pct. på indeksniveau. Aktien i Citigroup steg hele 6,5 pct. Sektoren er generelt i fremdrift, når risikovillige handleres søger mod konjunkturfølsomme aktier.

Energiakterne steg 3,3 på sektorniveau med plusser på 3,1 pct. og 3,0 pct. til tunge selskaber som Exxon og Chevron i takt med at prisen på olie steg 2,3 pct. for den amerikanske referenceolie WTI.

Med i toppen var også cruise-selskabet Carnival, som offentliggjorde planer om salg af ni skibe og steg 10,8 pct., og en anden rejseaktie - fluftfartsselskabet United Airlines - steg 8,2 pct.

FREMDRIFT BLANDT FAANG'ERNE

Den store teknologiaktie Amazon lukkede 0,5 pct. højere. Selskabet fik løftet sit kursmål til 3550 dollar fra 2700 dollar af finanshuset Citi, der henviser til e-handlens stigende dominans under coronapandemien som årsag.

Det skrev Bloomberg News og pointerede, at det er det højeste kursmål blandt de analytikere, der dækker aktien.

Amazon-aktien var torsdag flyvende med en stigning på 3,3 pct. i lukkerekorden 3182,63 dollar.

Medvinden til Netflix-aktien holdt ved. Streaminggiganten fik løftet kursmålet hos Goldman Sachs, der nu ser nu aktien ramme 670 dollar et stykke ude i fremtiden. Tidligere havde den amerikanske investeringsbank kursmålet 540 dollar. Det fremgår af Bloomberg News.

Netflix steg 8,1 pct.

For de øvrige aktier i den dominante FAANG-familie af store teknologiselskaber var der fredag plus til Facebook på 0,2 pct., en stigning på 2,1 pct. til Googles Alphabet og plus på 0,2 pct. til Apple.

DEN VAR HJEMME FOR HP

Ifølge Investing.com viser amerikanske data en stigning i salget af computere i andet kvartal, i takt med at flere og flere købte udstyr til hjemmekontoret. Det giver fokus til selskaber som amerikanske HP, der er verdens største producent af pc'er.

HP-aktien steg fredag med 3,5 pct.

Opmærksomheden samlede sig også om biotekselskabet Biontech og medicinalgiganten Pfizer, efter at Biontechs administrerende direktør, Dr. Uğur Şahin, havde fortalt The Wall Street Journal, at de to selskabers samarbejde om et middel til behandling af Covid-19 kan munde ud i et middel på markedet i december.

Biontech-aktien steg med 7,3 pct., mens aktien i Pfizer steg 1,1 pct.

Aktiedarlingen Beyond Meat, der producerer plantebaseret køderstatning, blev sendt baglæns, efter at Citi nu anbefaler "sælg" med en bemærkning om, at det plantebaserede alternativ ikke er meget sundere end den originale vare.

Vegetaraktien tabte 4,4 pct.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder