USA/lukning: Søgte i ly fra starten af dramatisk uge

Udgivet den 10-12-2019  |  kl. 06:32  |  

Med udsigt til en handelsuge, hvor de dramatiske højdepunkter står i kø, forsvandt begejstringen mandag på de amerikanske børser, som fulgte den globale trend og lukkede dagen med røde aktieindeks.

Ved lukningen lå det brede S&P 500-indeks 0,3 pct. lavere, det teknologidominerede Nasdaq-indeks faldt 0,4 pct., og de tunge aktier i Dow Jones-indekset tabte samlet set også 0,4 pct. med aktier som Apple, Boeing og 3M i bunden.

Dermed blev mandag afslutningen på tre handelsdage med stigninger for S&P 500-indekset.

Tirsdag morgen ligger future på de tre ledende indeks i den asiatiske handel 0,1 pct. højere.

Op til åbningen havde handlerne fået eksporttal fra Kina, som viste tilbagegang på 1,1 pct. i november generelt, men på 23 pct. i eksporten til USA. Tilbagegangen viser effekten af handelskrigen mellem USA og Kina, og peger måske mod forstærket kinesisk interesse i en handelsaftale. I modsat fald vil nye amerikanske tariffer på kinesisk eksport blive indført ved ugens slutning, og forløbet af handelsforhandlingen frem mod den deadline er helt i centrum for finansmarkedernes opmærksomhed.

Mandag oplyste USA's præsident, Donald Trump, ifølge Reuters igen, at det går godt med forhandlingerne, og fra kinesisk side er der udtalt håb om en snarlig aftale.

Derudover er der rentemøde både i Den Europæiske Centralbank, ECB, og i den amerikanske, Federal Reserve, som måske kan antyde muligheden for pengepolitiske lempelser på begge sider af Atlanten næste år. Samt et britisk parlamentsvalg, der kan få stor betydning for brexit-processen.

BEGRÆNSET SELSKABSSPECIFIK SPÆNDING

På den selskabsspecifikke scene var spændingen begrænset.

Blandt de tunge Dow Jones-selskaber var der minusser til Apple og Boeing på henholdsvis 1,4 pct. og 0,8 pct.

Fredag sluttede Apple i rekord med et plus på 1,9 pct., og siden har China Renaissance indledt dækning af aktien med anbefalingen "køb" og et kursmål på 342 dollar. Men teknologikæmpen har det sædvanligvis svært, når der er tvivl om udviklingen i de amerikansk-kinesiske relationer.

Boeing fik sit kursmål reduceret til 419 dollar fra 445 dollar hos finanshuset Cowen, som fastholder anbefalingen "outperform". Det skriver Bloomberg. Aktien lukkede i 351,18 dollar.

Supermarkedskæden Macy's fik sænket sin anbefaling hos storbanken Goldman Sachs til "sælg" fra "neutral", og kursmålet blev nedjusteret til 12 dollar fra 17 dollar.

Det er især svage udsigter for detailaktiviteterne, der overskrider omkostningsbesparelserne, der får Goldman Sachs til at nedgradere aktien, skriver Bloomberg News.

Men aktien steg 2,2 pct.

Konglomeratet 3M - kendt for post it-notesblokkene - har hos Citigroup fået sænket anbefalingen til "neutral" fra "køb", og aktien faldt 0,9 pct.

BIOTEKSELSKAB I OPTUR EFTER SALG TIL MERCK

Biotekselskabet Arqule havde en festlig mandag, efter at medicinalkæmpen Merck har indgået en aftale om at købe selskabet for 20 dollar per aktie - eller omtrent 2,7 mia. dollar.

Buddet ligger 107 pct. højere end fredagens slutkurs for Arqule, som også blev sendt op med over 103,8 pct. til i omegnen af købsprisen.

Merck fortæller, at opkøbet sker for at styrke selskabets pipeline på kræftområdet med præcisionsmedicin.

Mandag forsøgte Xerox at vinde computer- og printerproducenten HP's aktionærer over på sin side, efter at producenten af kontormaskiner formelt har fået afvist sit købstilbud på HP på 22 dollar per aktie. Xerox har ifølge Bloombrg News præsenteret planerne for det samlede selskab med en markant salgsvækst og vurderet, at værdien af et fælles selskab proforma vil være på omkring 31 dollar per aktie.

HP-aktien lukkede mandag 0,2 pct. lavere i 20,47 dollar, mens aktien i Xerox tabte 1,2 pct.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯