USA/lukning: Tech-aktier og Tesla i hopla - S&P 500 i rekord igen

Udgivet den 14-04-2021  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier startede i rødt, men sluttede tirsdag med solide plusser og endnu en rekord.

Det var især teknologiaktierne, som trak markedet frem, mens rotationshandelen ramte de mere cykliske sektorer, dog med energi som en undtagelse.

Det brede S&P 500-indeks vandt frem med 0,3 pct. og satte endnu en rekord, årets 22. top, i 4141,66 point. Nasdaq steg dog mest med 1,1 pct., mens Dow Jones kravlede op fra et minus i 0,6 pct. til et minus på 0,3 pct.

- Der er meget lidt kontanter på sidelinje, og investorerne er tungt eksponeret. Alligevel fortsætter markedet op. Men når økonomierne accelererer, er det OK med dyrere aktier. Og det er jo det, vi kigger ind i, siger seniorstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.

- Jeg tror på, at aktierne kan blive dyrere, så længe økonomierne tager mere fart.

Onsdag morgen er der umiddelbart udsigt til en rolig start, når markederne åbner igen i eftermiddag dansk tid, idet Dow Jones-futuren indikerer et fald på 0,1 pct., mens futuren for både Nasdaq og S&P 500 ligger uændret.

10 PCT. SIDEN NYTÅR

Med tirsdagens rekord til S&P 500 er indekset steget med mere end 10 pct. i 2021. Danske Banks seniorstrateg ser dog risiko for tilbageslag længere fremme.

- Vi er på vej ud af den sorte boks, hvor vi sagde, at det nok skulle gå godt i morgen. Nu begynder virkeligheden at ramme os. Det har man kunnet se i et blødere marked og rotationen tilbage i vækst.

- På et eller andet tidspunkt vil det blive mere ujævnt. Glasset er mere end halvt fyldt. Økonomierne skal nok accelerere, men på et tidspunkt kommer en udfladning, og er aktierne stadig til den tid højt oppe målt på vurderingerne, kan det tippe. Det bedste ligger bag os.

STÆRK INFLATION OG SKIDT VACCINENYT

Stigningen i vækstaktierne kom til trods for, at de amerikanske kerneforbrugerpriser i marts steg med 1,6 pct. på årsbasis, hvilket var mere end de ventede 1,5 pct., ifølge Bloomberg News. I februar var kerneinflationen på 1,3 pct.

Aktierne på Nasdaq trak sig ellers kraftigt tilbage fra midten af februar, da investorerne frygtede stigende inflation med kraftigt stigende renter til følge. Det så investorerne gennem fingrene med tirsdag.

På coronafronten var tirsdagens nyheder negative, hvilket var med til at lægge en dæmper på stemningen i de cykliske sektorer og rentefrygten. Sundhedsmyndighederne i USA satte nemlig tirsdag udrulningen af vaccinen fra Johnson & Johnson på pause, da den er blevet sat i forbindelse med et - ganske vist - lille antal tilfælde af blodpropper.

Nyheden pressede Johnson & Johnson, hvis aktie faldt 1,3 pct. Omvendt løftede det andre vaccineproducenter. Novavax vandt 10,8 pct., mens Moderna steg 7,4 pct. Tyske Biontechs aktie i USA gik også op med 6,7 pct.

TESLA TOPPEDE

I S&P 500 toppede forsyningsaktierne blandt sektorerne med et plus på 1,2 pct., mens cyklisk forbrug vandt næstmest frem med 1,0 pct., hvilket var trukket af plusser til Tesla og Amazon på henholdsvis 8,6 og 0,6 pct.

Tesla toppede dermed i det brede indeks, efter at finanshuset Canaccord kom med en spådom om, at elbilproducenten vil "angribe og erobre" endnu et billion-dollar-marked inden for produktion af energi og lagring af den. Tesla er i forvejen blandt markedslederne inden for solceller i USA.

Den vigtige it-sektor, som udgør omkring en fjerdedel af markedets værdi, blev også løftet med 1,0 pct., da især Apple trak for med et plus på 2,4 pct., mens Microsoft vandt 1,0 pct.

Endelig gik energiaktierne også frem med 0,1 pct., da olieprisen steg 1,2 pct.

BANKER UNDER PRES

I den anden ende tabte industriaktierne 0,5 pct., mens finans smed 0,9 pct.

Bankaktierne, der skyder sæsonen for kvartalsregnskaber i gang i denne uge, var således under pres og mistede 1,6 pct., da renterne satte sig en smule.

Bank of America mistede derfor 1,9 pct., mens USA's største bank, JPMorgan Chase, tabte 1,9 pct. Wells Fargo smed 2,4 pct., mens Citigroup faldt 0,9 pct. Goldman Sachs, der er mere afhængig af sine aktiviteter inden for investeringsbank-forretningen, mistede 1,3 pct.

Omvendt var der plusser til blockchain-relaterede selskaber som Riot Blockchain og Marathon Digital Holdings, der sprang henholdsvis 8,5 pct. og 4,6 pct., da kryptovalutaen bitcoin blev styrket 5,5 pct.

/ritzau/FINANS

Jacob Nagstrup Brønd

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder