USA/lukning: Tesla sikrede S&P 500-rekord trods Paypals nedtur - NY

Udgivet den 22-10-2021  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier svingede frem og tilbage torsdag. Markedet havde altså svært ved at få fodfæste, men det hele endte dog med et lille plus og en lukkerekord.

Samme billede tegner sig fredag morgen. Futures på Dow Jones og S&P 500 henholdsvis stiger og falder 0,1 pct., mens Nasdaq-futures dropper 0,5 pct. efter en håndfuld skuffende regnskaber fra techbranchen efter børstid torsdag.

Det var ellers torsdag fremgang til Tesla og Netflix, som holdt en hånd under markedet, mens Paypal igen dykkede, og IBM blev straffet for sine kvartalstal.

Det brede S&P 500-indekset vandt således 0,3 pct. til 4549,78 indekspoint, hvilket var lukkerekord, da seneste top fra september blev overgået med knap 13 point. Nasdaq vandt også 0,6 pct., men er fortsat 1,0 pct. fra sin rekord, mens Dow Jones omvendt bakkede marginalt.

MANGLER BRÆNDSTOF

At aktiemarkedet igen ligger nær sit højeste skal ses i lyset af, at det faktisk faldt med 4,8 pct. i september, men sidenhen er gået op med mere end det til det nuværende leje.

- Markedet havde svært ved at passere rekorden. Vi skal have lidt mere brændstof for at komme videre, siger seniorstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.

- Investorerne er lidt mere påpasselige under regnskabssæsonen. Det er mere et marked med stockpicking end et marked, som bliver købt bredt. Så det er en typisk transportetape.

Investorerne skulle udover en byge af regnskaber også forholde sig til modsatrettede signaler fra USA's økonomi torsdag.

Det positive først. I sidste uge faldt antallet af nytilmeldte ledige til 290.000, hvilket var en anelse mindre end ventet. I den negative vægtskål faldt erhvervslivets aktivitetsindeks fra Federal Reserve Bank of Philadelphia også i oktober til 23,8 fra 30,7, mens der ifølge Bloomberg News var ventet et indeks på 25,0.

TESLA BELØNNETS

I S&P 500-indekset var det cyklisk forbrug, som klarede sig bedst med et plus på 1,4 pct.

Det skyldtes fremgang til Tesla, som steg 3,3 pct. til rekord i 894,00 dollar efter sit kvartalsregnskab, som kom onsdag aften.

Regnskabet indeholdt ellers en lille skuffelse på salget, da elbilproducenten kunne fortælle om, at fabrikkerne ikke helt kørte på fuld kraft på grund udfordringer med forsyningskæderne og rullende strømafbrud i Kina.

Billeverancerne var dog alligevel i rekord, og indtjeningen var bedre end ventet, da den blev løftet af en bedring i bruttomarginen i bilforretningen.

- Det klare højdepunkt i Teslas bedre end ventet regnskab for tredje kvartal var en rekordmargin, da Tesla dragede nytte af volumener og et fordelagtigt miks, kommenterer analytiker Dan Levy fra Credit Suisse, ifølge Bloomberg News.

PAYPAL IGEN STRAFFET

Det endte også med fremgang til de to andre teknologitunge sektorer, da kommunikationsservice og it begge vandt 0,4 pct.

I kommunikationsservice var det Netflix, som trak op med 4,5 pct. Investorerne skulle lige sunde sig onsdag efter kvartalsregnskabet, da aktien siden august allerede var steget 25 pct., men allerede torsdag vendte køberne så tilbage.

I sektoren for it trak Microsoft også op med 1,1 pct., mens chipproducenten Nvidia vandt 2,7 pct.

Til gengæld havde Paypal det svært og faldt for anden dag i træk tungt, med 5,9 pct., efter rygtehistorien fra Bloomberg News onsdag om, at betalingskæmpen skulle være på nippet til at byde 45 mia. dollar for det sociale medie Pinterest.

SALG SVIGTEDE

IBM havde det i den grad også hårdt og mistede 9,6 pct. It-konsulenten blev straffet for en svag salgsudvikling i tredje kvartal. Omsætningen steg nemlig blot med 0,3 pct. til 17,62 mia. dollar mod spåede 17,83 mia. dollar. Det var blandt andet cloud-forretningen, som ikke leverede det forventede.

På sektorniveau havde energiaktierne det sværest med et minus på 1,8 pct., fordi olieprisen satte sig med 1,5 pct. torsdag. Her var det Exxon Mobil og Chevron, som trak mest ned med fald på 1,8 og 1,3 pct.

Der kom også regnskabstal fra to af luftfartskæmperne. American Airlines steg 1,9 pct., da underskuddet for perioden kom lavere ud end ventet på trods af stigende omkostninger.

Lavprisselskabet Southwest Airlines mistede omvendt 1,6 pct. Her var minusset ellers også mindre end ventet, men koncernen er nødsaget til at skære i sit planlagte ruteudbud for den igangværende periode, da Southwest kæmper med at hyre tilstrækkeligt med personale.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder