USA/lukning: Trumps tweet om told sendte markedet ned

Udgivet den 03-12-2019  |  kl. 06:32  |  

De toneangivende amerikanske aktieindeks lukkede mandag med de største minusser siden oktober efter et svagt nøgletal og et tweet fra Trump om, at USA vil genindføre told på import af stål og aluminium fra Brasilien og Argentina.

- Bekymringerne drejer sig om, hvilken form for gengældelse landene muligvis vil komme med, for slet ikke at tale om risikoen for en eskalering af denne form for toldkrig, netop som man forsøger at løse én, siger Mark Luschine, chefstrateg hos Janney Montgomery Scott, til Reuters.

På USA's væsentligste flanke kom Kina mandag desuden med række modsvar blandt andet rettet mod amerikanske ngo'er, efter at USA's præsident, Donald Trump, i sidste uge underskrev en lov, som støtter demonstranterne i Hongkong.

S&P 500-indekset lukkede 0,9 pct. lavere. Nasdaq-indekset tabte 1,1 pct., og Dow Jones-indekset bakkede 1 pct.

Nedturen kom oven i fredagens fald på 0,4-0,5 pct. i de tre ledende indeks på den forkortede handelsdag efter Thanksgiving.

SVAG INDUSTRIMÅLING

Ud over den voksende usikkerhed om spillereglerne for verdenshandel faldt humørbarometeret efter skuffende ISM-tal for den amerikanske industrisektor.

ISM-indekset, der er baseret på tilbagemeldinger fra indkøbschefer i fremstillingsvirksomheder, faldt til 48,1 november fra 48,3 måneden før. Ifølge Bloomberg News var konsensus blandt økonomerne en stigning til 49,2. Den neutrale værdi er 50, og indekset indikerer dermed aftagende aktivitet.

Til gengæld blev den uofficielle PMI-måling fra Markit, der også tager udgangspunkt i tilbagemeldinger fra indkøbscheferne, oprevideret til 52,6 i november fra tidligere 52,2, uden at det dog formåede at formilde investorerne.

OLIESELSKAB SKUFFER

Blandt de enkelte S&P 500-selskaber faldt Apache, der gør sig inden for olieefterforskning, med hele 12 pct., efter at en undersøgelsesbrønd i et projekt i Surinam stadig ikke har vist tegn på olie.

Selskabet vil nu bore endnu dybere i håb om at støde på olie.

Andre olieproducenter klarer sig til gengæld ganske godt.

Prisen for en tønde af den amerikanske referenceolie, WTI, til levering i januar næste år steg mandag med 1,4 pct. til 55,92 dollar. Med til at smitte positivt af på oliesektoren var nyheden om, at Irak har signaleret en produktionssænkning inden næste møde i Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec.

Exxon Mobil steg med 0,5 pct. til 68,44 dollar.

Mens det generelle marked reagerede negativt på Trumps toldindgreb over for Argentina og Brasilien, var amerikanske stålproducenter som U.S. Steel og AK Steel til gengæld oplagte vindere, og de to aktier steg henholdsvis 4,8 pct. og 4,7 pct.

På negativsiden var der pres på Roku, der laver forbrugerelektronik. Børshuset Morgan Stanley skar sin anbefaling til "undervægt", og det medvirkede til at sende aktien ned med 15 pct. til lige over 136 dollar, rapporterer Reuters.

DETAILSEKTOREN PRESSES TRODS GOD CYBER MONDAY

I detailsektoren var der hele mandagen meldinger om et rekordsalg på cyber monday, hvor den amerikanske nethandel flød med tilbud oven på black friday i sidste uge.

Varehuskæden Walmart steg 0,03 pct. i det negative marked, mens lavpriskæden Target tabte 1 pct. Desuden faldt elektronikkæden Best Buy over 2 pct.

For Apple bød den tidlige handel på fremgang til det højeste niveau i omkring et år - 268,25 dollar - men aktien faldt siden tilbage og lukkede 1,3 pct. lavere i 264,09 dollar

JPMorgan løftede mandag sit kursmål for Apple en anelse med henvisning til, at selskabet ventes at lancere fire nye iPhones i løbet af 2020, som kan bruge de nye 5G-netværk.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder