USA/lukning: Tunge fald efter Fed-skuffelse

Udgivet den 18-09-2020  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier endte torsdagen med store kursfald - især til teknologiaktierne.

Den negative stemning satte ind efter onsdagens rentemeddelelse fra Federal Reserve (Fed), og efter formand Powell holdt sin virtuelle pressekonference. Banken fremlagde dog en meget lempelig prognose, men kom til gengæld ikke med øgede obligationsopkøb eller løfter om at lade inflationen løbe frit.

Det brede S&P 500-indeks faldt på den baggrund 0,8 pct. Dow Jones-indekset med større vægt af traditionelle og af cykliske aktier bakkede imidlertid kun 0,5 pct. Til gengæld faldt teknologiaktierne på Nasdaq med 1,3 pct., men var på et tidspunkt i minus med 2,4 pct.

Fredag morgen ligger futures for de tre ledende amerikanske indeks med små fald på op til 0,3 pct.

- Der er ikke rigtig et konsensus i markedet, og investorerne kigger i alle retninger. Og der var ikke nok i centralbankens meldingerne til at sige, at nu skal vi købe aktier, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

- Fed skuffede onsdag. Jerome Powell underbyggede ikke en stejling af rentekurven. Der var ikke givet nok til et løft i de længere renter, og heller ikke nok til dem, som ønskede centralbanken var mere dueagtig på inflationen.

NULRENTE FREM TIL 2024

Federal Reserve fastholdt som ventet sin nulrente, men samtidig signalerede den en rente på nul mindst til udgangen af 2023, ligesom den slog fast, at renten bør forblive lav, indtil målene for inflation på 2,0 pct. om året og fuld beskæftigelse er nået. Altså, lempeligt i lang tid, men uden præcisering af, hvor langt inflationen må løbe.

Banken vil også fastholde sine obligationsopkøb i "mindst samme tempo" som den senere tid, og måske havde markedet også håbet på mere. Jerome Powell efterlyste efterfølgende mere stimulus fra politikerne, mens han noterede sig, at opsvinget nu bremser op.

- En anden ting, som foregår er, at Republikanerne og Demokraterne skal give den gas med en stimuluspakke, og det er helt naturligt, at Powell forsøger at holde presset på Washington. Så det overrasker mig ikke, lyder det fra Danske Banks seniorstrateg.

KUN EN SEKTOR I GRØNT

I S&P 500-indekset klarede råvarer og materialer sig bedst et plus på 0,8 pct., mens industri og energi kom lige efter med stigninger på 0,2 pct. Finans bakkede 1,0 pct., mens it smed 0,8 pct., og kommunikationsservice og cyklisk forbrug faldt 1,8 og 1,6 pct.

Det var Apple, der trak mest ned i markedet torsdag med et minus på 1,6 pct. Amazon fulgte efter med et minus på 2,3 pct. Microsoft smed desuden 1,0 pct., mens de sidste to i "big tech five", Facebook og Alphabet, som ejer Google, mistede 3,3 og 1,7 pct. Facebook var under ekstra pres, efter forlydender tidligere på ugen om, at konkurrencemyndighederne vil rejse en sag mod det sociale medie.

- Vi havde denne her udvaskning af de høje kurser på it for et par uger siden. Nu går vi ned og tester de samme niveauer. Så bliver investorerne nervøse. Der er vi på vej henad, så nu skal der snart komme noget, ellers frygter man en større korrektion, kommenterer Lars Skovgaard Andersen.

- Og hvis investorerne er nervøse, hvad sælger man så fra? Det gør man i teknologi, som er steget meget. Vi har også Snowflake, og pengene til det skal jo komme et sted fra.

SNOWFLAKE SAT TILBAGE

Der var dog gevinsthjemtagning i Snowflake torsdag med et fald på 10,4 pct. Onsdag debuterede softwareaktien som den største børsnotering i den kategori nogensinde - og den største i USA i år - med et plus på 111,6 pct. til 253,93 dollar, hvilket sendte markedsværdien op omkring 70 mia. dollar. Det skal sammenlignes med, at aktien oprindeligt blev udbudt i et interval mellem 75 og 85 dollar per aktie.

General Electric (GE) fortsatte torsdag sin optur med et plus på 4,4 pct. GE steg onsdag med 10,7 pct., da topchef Larry Culp på en konference annoncerede, at konglomeratet i andet halvår vil have en positiv pengestrøm på baggrund omkostningsreduktioner for 2 mia. dollar og fokus på at sikre likviditet for 3 mia. dollar.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder