USA/middag: Aktiemarkedet holder lukket grundet Presidents' Day

Udgivet den 17-02-2020  |  kl. 18:45  |  

De finansielle markeder i USA er lukket mandag grundet Presidents' Day. Der er trods de lukkede markeder handler i futuresmarkedet.

Futures på de tre ledende indeks ligger med stigninger på 0,2-0,3 pct. kl. 12.45 amerikansk østkysttid.

De amerikanske aktier lå det meste af fredagen i minus, men ud mod slutningen af handelsdagen vendte stemningen, og aktierne kravlede akkurat i plus - og endda i rekord.

Det brede S&P 500-indeks steg med knap 0,2 pct., mens teknologitunge Nasdaq også vandt 0,2 pct. Dermed lykkedes det dem begge lige akkurat at kravle op til nye rekordniveauer i henholdsvis 3380,16 og 9731,18 indekspoint. Dow Jones faldt med 0,1 pct.

Gennem sidste uge blev det til et plus på 1,6 pct. for det brede aktiemarked, mens Nasdaq vandt hele 2,2 pct., og Dow Jones gik op med 1,0 pct.

Det var især energiaktierne, som trak markedet ned i S&P 500 fredag, da sektoren faldt med 0,8 pct., selv om olieprisen trak i plus i USA med 1,3 pct. Det var særligt de to store oliekæmper Exxon Mobil og Chevron, som lå bag den udvikling, da de faldt med henholdsvis 0,5 og 1,4 pct.

I den anden vægtskål vejede de vigtige it-aktier, som udgør næsten en fjerdedel af markedets værdi, da sektoren steg med 0,5 pct., mens dagligvarer vandt 0,3 pct., og de defensive forsyningsaktier igen gik op med 0,7 pct.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  USA❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder