USA/middag: Aktier kravler væk fra bunden

Udgivet den 08-08-2018  |  kl. 18:45  |  

Aktierne lagde onsdag ud med minusser på de amerikanske børser, da handelskrigen atter har erobret overskrifterne og investorernes opmærksomhed. Teknologiaktierne er dog på vej opad og trækker markederne tilbage mod neutralt territorie.

Det brede S&P 500-indeks ligger kl. 12:40, amerikansk østkysttid, marginalt i minus, mens teknologitunge Nasdaq er i plus med 0,1 pct., og Dow Jones mister 0,2 pct. De tre indeks startede ellers onsdagen med minusser på 0,1 til 0,3 pct.

HANDELSKRIG OG INDTJENING

Investorerne ser mere negativt på markedet onsdag, da det tirsdag aften blev bekræftet, at USA den 23. august indfører told på 25 pct. på kinesiske varer for 16 mia. dollar - som tidligere annonceret. Og da Kina tidligere onsdag svarede igen med præcis samme mønt - told på 25 pct. på amerikanske varer for 16 mia. dollar.

De amerikanske selskaber har dog haft en stærk regnskabssæson, hvor mere end 80 pct. af selskaberne i S&P 500 har lagt tal for andet kvartal frem, og hvor indtjeningsvæksten hidtil har været på 23-24 pct.

- Den faktor, som driver markederne, er indtjeningen. Markederne, især i USA, bliver ved med at gå højere, siger Neil Veitch, investeringsdirektør hos SVM Asset Management, til The Wall Street Journal.

AMAZON I REKORDHUMØR

I S&P 500 er 5 af 12 sektorer i plus med telekommunikation, finans og teknologi som de tre første med plusser på 0,3 pct. I bunden finder man industri og forsyning, som falder 0,4 til 0,5 pct. Værst går det dog for energisektoren, der mister 1,1 pct., da olieprisen falder med 3,9 pct. onsdag i USA.

På selskabsfronten er der blandet fokus på Tesla og Amazon.

Tesla, som tirsdag steg 11,0 pct., da topchef Elon Musk meldte ud, at han overvejede at afnotere selskabet til en kurs på 420 dollar per aktie, og at han havde sikret sig finansiering til det, falder lidt tilbage onsdag med 2,0 pct.

Amazon, som leverede et fint regnskab for andet kvartal for et par uger siden, stiger også med 1,3 pct. til 1886,19 dollar. Det er rekordnotering for aktie, som i sin seneste top i den 25. juli lukkede i 1863,61 dollar.

Snap, som tirsdag skuffede med sit regnskab, da selskabets meddelelsesapp mistede 3 mio. aktive brugere i andet kvartal, falder med 6,2 pct.

DISNEY, OLIE OG INDUSTRI RAMMER DOW

Disney var ligeledes ude med regnskabstal efter lukketid tirsdag. Regnskabet var lidt til den svage side, og aktien mister 1,6 pct. onsdag.

I S&P 500 trækker Facebook og Alphabet, Googles moderselskab, også op med plusser på 1,4 og 0,9 pct., mens CVS Health, der med en stærk indtjening i andet kvartal og en opjustering, slog analytikernes forventninger, vinder 2,6 pct.

Omvendt trækker oliegiganterne Chevron og Exxon Mobil ned med 1,2 og 1,0 pct. De har også en del af skylden for den negative udvikling i Dow Jones-indekset, hvor også industrijætter som Boeing, Caterpillar og 3M med minusser på 0,6 til 2,0 pct. sammen med Disney trækker ned.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  USA❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder