USA/middag: Aktier svinger omkring nullet - software ramt af udsalg

Udgivet den 16-10-2019  |  kl. 18:23  |  

De amerikanske aktier åbnede onsdag i rødt med så meget som 0,4 pct., men hen mod lokal frokosttid er indeksende kravlet mere nordpå og ligger tættere på nullet.

Stemningen er præget af nyt om et svagt detailsalg i den amerikanske økonomi, men det opvejes af endnu et sæt stærke regnskabstal fra USA's næststørste bank, Bank of America, mens softwareaktierne er under pres.

Det brede amerikanske aktiemarked, målt på S&P 500-indekset, ligger kl. 12.15, amerikansk østkysttid, nede med 0,1 pct., mens Dow Jones-indekset er marginalt i plus. Teknologitunge Nasdaq mister imidlertid 0,3 pct.

SVAGT DETAILSALG

Det amerikanske detailsalg faldt ganske overraskende med 0,3 pct. i september, viste data onsdag fra U.S. Census Bureau, mens økonomerne ifølge Bloomberg News havde ventet en tilsvarende stigning. Den skuffelse er skidt nyt for økonomien, da især den amerikanske forbruger får æren for at holde USA ude af en recession.

- Svagere detailtal leverer yderligere bevis på, at svækkelsen i fremstillingssektoren spilder over til andre områder af økonomien, siger Jim Baird, investeringschef hos Plante Morgan Financial Advissors, til Reuters.

I den positive vægtskål er dog et stærkt regnskab fra Bank of America, samt forlydender om et forlig i de mange retssager omkring opiod-krisen i USA, som løfter medicinalkæmpen Johnson & Johnson.

Bank of Americas aktie stiger med 2,2 pct., da indtjeningen per aktie landede på 75 cent, hvilket var mere end de 68 cent, som analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med. Det bedre end ventede resultat var blandt andet løftet af handelsindtægter på 3,22 mia. dollar, hvor der var ventet 3,12 mia. dollar.

OPIOD-FORLIG PÅ VEJ

Johnson & Johnson stiger også med 2,5 pct. og løfter godt op i markedet. Stigningen skyldes en artikel i The Wall Street Journal om, at tre medicinaldistributører af smertestillende opiodmidler er tæt på at indgå et forlig til 18 mia. dollar med tusindvis af delstater, amter og byer i USA.

Avisen vil nemlig også vide, at Johnson & Johnson, som tirsdag opjusterede sine forveninger, og som hører til blandt producenterne, også forhandler om at være med i forliget, og ifølge Bloomberg skulle Johnson & Johnson være parat til at betale 4 mia. dollar.

De tre distributører McKesson, Americsourcebergen og Cardinal Health stiger desuden med 5,6 pct., 4,5 pct. og 3,3 pct., ligesom rygter om, at isralelke Teva vil tilslutte sig forliget, ifølge Bloomberg News, løfter den aktie med 4,9 pct.

PRES PÅ SOFTWARE

Den udvikling er med til at sikre sundhedssektoren et plus på 0,2 pct. i S&P 500, mens råvarer og materialer imidlertid topper med en stigning på 0,7 pct. I den anden ende ligger it-aktierne med et fald på 0,9 pct. - trukket ned af et minus på 1,1 pct. til Microsoft og et fald på 0,5 pct. til Apple, ligesom software-aktierne mister 1,2 pct. - trukket ned af Salesforce.com og Adobe der falder henholdsvis 4,2 og 3,6 pct.

Citigroup har onsdag sænket Adobe til "neutral" på grund af manglende sigtbarhed, og analytiker Walter Pritchard er ifølge Bloomberg News bekymret for, om softwarekoncernen kan fastholde det "finansielle momentum" fra de seneste mere end fem år.

OPJUSTERING LØFTER UNITED

Regnskabssæsonen har onsdag også rundet Bank of New York Mellon, som stiger 0,9 pct., da banken klarede sig bedre på indtjeningen i årets tredje kvartal end ventet blandt analytikerne.

Efter børslukketid tirsdag overraskede luftfartskæmpen United Airlines Holding med sine tal for tredje kvartal og den anden opjustering i træk. Lavere brændstofomkostninger end ventet har løftet indtjeningen. Aktien stiger med 2,7 pct.

Transportselskabet JB HUnt Transport Services stiger onsdag også med 4,2 pct. Tirsdag aftens regnskab for tredje kvartal viste en bedre omsætning end ventet, mens bundlinjen omvendt skuffede lidt.

Abbott Laboratories stiger også med 1,2 pct. onsdag, efter at medicinalkoncernen har indsnævret sin prognose for helåret, så den fuldstændig matcher forventningerne i markedet, ifølge Bloomberg News.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  USA❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder