USA/middag: Dow Jones hænger i bremsen - cannabisaktier sendes op

Udgivet den 14-02-2020  |  kl. 18:06  |  

De amerikanske aktier holder fast i små plusser i middagshandlen fredag, hvor Dow Jones-indekset dog ikke kan følge med de øvrige store indeks og som det eneste er at finde i rødt.

De amerikanske aktier bakkede torsdag væk fra onsdagens rekordniveauer, men større indledende fald blev ud på eftermiddagen reduceret til små minusser.

I middagshandlen fredag stiger det brede S&P 500-indeks med 0,1 pct. Nasdaq-indekset stiger med 0,2 pct., mens Dow Jones-indekset taber 0,1 pct.

Blandt enkeltaktierne fredag er elbilproducenten Tesla at finde i nyhedsspalterne, efter at investorerne, der købte selskabets aktier i den 2 mia. dollar store emission, som blev annonceret torsdag og gennemført fredag, fik en rabat på 4,6 pct. ved tegning. De tegnede til 767 dollar.

Tesla-aktien stiger 0,2 pct. til 805,65 dollar.

Kraft Heinz er desuden fredag blevet nedjusteret til "junk" af kreditvurderingsinstituttet Fitch.

Kraft Heinz leverede regnskab torsdag og skuffede. Indtjeningen i fjerde kvartal var lidt bedre end ventet, men omvendt kunne omsætningen på 6,5 mia. dollar ikke helt måle sig med estimatet på 6,6 mia. dollar ifølge Bloomberg News.

Underliggende var den negative organiske vækst på 2,2 pct. også større end ventet.

Aktien faldt torsdag med 7,6 pct., og fredag fortsætter faldet, da investorerne sender aktien ned med 3,3 pct. til 26,85 dollar.

EXPEDIA BELØNNES FOR STÆRKE REGNSKABSTAL

Bedre går det fredag for rejseportalen Expedia, der på ugens sidste handelsdag sendes op med 11,6 pct. til 123,34 dollar efter at have leveret tal for den ordinære indtjening, der var bedre end ventet.

Endvidere venter selskabet også tocifret vækst i 2020, hvilket ligeledes er bedre end ventet

Nvidia, der laver 3D-processorer og software, overraskede også med en omsætning, der var bedre end ventet i selskabets fjerde kvartal.

Også her var forventningerne til 2020 bedre end ventet. Omsætningen ses lande på 3 mia. dollar - plus/minus 2 pct. - mod estimater i markedet på 2,84 mia. dollar.

Aktien stiger med 8 pct. til 292,51 dollar.

Stigningen i Nvidia smitter også af på konkurrenterne Intel og Advanced Micro Devices (AMD), der stiger henholdsvis 0,2 og 1,4 pct.

Immunogen, der udvikler kræftmidler, og som fredag har leveret årsregnskab for 2019, slog markedets forventninger til 2020, og det sender aktien op med 25,6 pct. til 6,72 dollar.

Der blev rapporteret et overskud per aktie på 3 cent, mens der var ventet et tab på 5 cent per aktie. Omsætningen steg til 44,9 mio. dollar fra 13,4 mio. dollar i samme kvartal af 2018.

Forventningerne til 2020 er en omsætning på 60-65 mio. dollar, mens der var ventet 44,7 mio. dollar.

CANNABIS-PRODUCENTER I HOPLA

Den canadiske marihuanaproducent Canopy Growth, der også er noteret på børsen i New York, bliver belønnet af aktionærerne fredag, efter at selskabet har offentliggjort et regnskab for tredje kvartal 2019/20.

Her landede selskabet et justeret driftsunderskud (EBITDA) på 91,7 mio. canadiske dollar.

Det var dog en forbedring på 22 pct. i forhold til tredje kvartal af 2018/19, hvor selskabet på samme regnskabspost måtte notere et underskud på 110,0 mio. canadiske dollar.

I tredje kvartal omsatte Canopy Growth for 135,5 mio. canadiske dollar. Det var mere end analytikerne havde ventet, da de ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde regnet med en omsætning på 105,4 mio. canadiske dollar.

Canopy Growth-aktien stiger fredag 14,4 pct. til 29,60 dollar.

Stigningen smitter også af på branchekollegaen Tilray, der stiger 5 pct.

På negativsiden har Pulse Biosciences fået negativt nyt fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, om selskabets Cellfx-system, der ikke fungerer tilfredsstillende. Aktien falder med 26,4 pct. til 7,78 dollar.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Shares❯  USA❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder