USA/middag: Frygten dominerer - aktier sendes langt ned

Udgivet den 14-08-2019  |  kl. 18:23  |  

Investorerne har fået endnu en grund til bekymring, da rentekurven i USA tidligere onsdag kortvarigt var i minus, og dermed ifølge de historiske data signalerer en recession i landets økonomi. Markedet har reageret med ny frygt og udsalg af aktierne, efter tirsdagens solide stigninger.

Værst går det for aktierne på Nasdaq, som kl. 12:15, lokal tid i New York, falder med 2,8 pct., mens det brede S&P 500 og Dow Jones-indekset begge mister 2,4 pct.

RECESSIONEN BLINKER FORUDE

Natten til onsdag, amerikansk tid, blev forskellen på renten mellem den toårige amerikanske statsobligation og den tiårige sendt ned under minus for første gang siden finanskrisen.

Historisk har den hændelse - syv gange på 50 år - signaleret en recession i den amerikanske økonomi - typisk 12 til 18 måneder senere. Og selv om rentekurven igen, inden det amerikanske markeds åbning, atter var kravlet i plus, så har investorerne læst signalet og trykker på salgsknapperne.

At den lange rente falder under den korte er da heller ikke et sundhedstegn for økonomien. Renten afspejler inflationsforventningerne og således udsigterne for den økonomiske aktivitet, og en omvendt rentekurve fortæller derfor om udsigt til lavere økonomisk aktivitet på længere sigt end på kort.

Nedturen følger en solid fremgang tirsdag, da USA valgte at udskyde en række nye tariffer på kinesiske varer fra september til midten af december, mens handelsforhandlingerne fortsætter om to ugers tid.

- Det bliver i tiltagende grad svært at holde styr på alle de risici, der konvergerer omkring de globale markeder og vækstudsigterne, siger Steen Jacobsen, cheføkonom hos Saxo Bank, til Financial Times.

MEN AKTIERNE KAN GODT STIGE

Historisk har recessionssignalet fra rentekurven, ifølge beregninger fra Danske Bank, dog været efterfulgt af stigninger i de amerikanske aktier, i snit på 14,1 pct. de næste 12 måneder.

Samtidig skal man også holde øje med centralbankerne, der over en kam signalerer lempelighed, hos ECB, i Kina, i Japan, og hos Federal Reserve, som forrige uge sænkede sin rente.

- Fed har ikke kuren mod en økonomisk opbremsning eller en recession. Men jeg tror, Fed har modgiften på udsalget i aktiemarkedet, vurderer Kristina Hopper, chefstrateg hos Invesco, over for The Wall Street Journal.

IT, ENERGI OG FINANS FÅR HUG

Yoyo-bevægelserne fortsætter - med den vigtige it-sektor i lang længst snor - både op og ned. Teknologiaktierne falder med 3,0 pct. i S&P 500 efter et fald mandag på 1,3 pct. og en stigning tirsdag på 2,5 pct.

Onsdag er det dog værre i energisektoren, som falder med 3,6 pct., da overraskende stigninger i de amerikanske lagre af råolie kombineret med frygten for vækstopbremsning sender prisen på råolie ned med 4,9 pct. i USA.

Finansaktierne mister desuden 3,0 pct. Endnu et rentefald i USA på 12 point for den tiårige statsobligation betyder endnu et tryk på kerneindtjeningen på rentemarginalen, forskellen på ind- og udlån, for bankerne, ligesom en sløv økonomi er skidt for bankernes forretningsvolumener.

Råvarer og materialer, sundhed, industri, kommunikationsservice og cyklisk forbrug falder desuden alle mere end 2,0 pct.

DETAIL HELT I BUND

På selskabsfronten er det de gamle kendinge, som trækker markedet ned. Microsoft falder 3,2 pct., Amazon mister det samme, Apple, der steg 4,2 pct. tirsdag, bakker 2,6 pct. Facebook går desuden ned med 4,0 pct., og Alphabet, som er Googles moderselskab, mister 2,5 pct.

Blandt bankerne er det Bank of America og JPMorgan, som fører feltet i minus med fald på henholdsvis 4,3 og 3,8 pct.

Kun 26 aktier er i plus I S&P 500 - og den største stigning er på beskedne 2,0 pct. I bunden er det varehuskæden Macy's, der får flest stryg. Detailkæmpen nedjusterede onsdag morgen forventningerne.

Aktien mister 14,3 pct., og signalet om udfordringer for varehusene trækker ligesindede med ned. Kohl's mister 10,5 pct., og Nordstrom falder 10,2 pct. Med et minus til L Brands på 8,7 pct., har detailsektoren sat sig på de fire sidste pladser i S&P 500 onsdag.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  USA❯  Intraday❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
10,45%
 
23/08/19

 
9,21%
 
23/08/19

 
4,50%
 
23/08/19

 
1,69%
 
23/08/19

 
1,02%
 
23/08/19

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder