USA/middag: It driver aktierne opad efter stærkt chipregnskab

Udgivet den 15-03-2019  |  kl. 18:09  |  

Aktierne i USA er fredag på vej til at slutte ugen med stigninger, efter at investorerne har fået opmuntrende meldinger om handelsforhandlingerne mellem Kina og USA, samtidig med at de amerikanske forbrugere viser bedre humør, og iblandet et positiv regnskab fra teknologisektoren.

Det brede amerikanske aktiemarked, målt på S&P 500-indekset, vinder kl. 13:00, lokaltid i New York, 0,7 pct., mens det smallere Dow Jones-indekset går op med 0,8 pct. Teknologitunge Nasdaq stiger samtidig 1,0 pct.

OPTIMISTISKE FORBRUGERE

Torsdag aften fortalte USA's præsident Donald Trump, at det går "rigtig godt med forhandlingerne" med Kina, og det var på linje med Trumps finansminister, Steven Mnuchins, meldinger tidligere om, at USA og Kina er glade for at være nået til det nuværende stadie i dialogen om en handelsaftale.

Fra den amerikanske økonomi kom der fredag lidt blandede meldinger. I den positive vægtskål vejede det tungest, at forbrugertilliden voksede mere end ventet, mens industriproduktionen dog skuffede.

- Man ser på de amerikanske nøgletal, der kommer ud, og man ser, at forbrugerne fortsætter med at bruge penge og holde økonomien gående, siger JJ Kinahan, chefstrateg hos TD Ameritrade, til The Wall Street Journal.

CHIPAKTIER I FRONT

Fredag er det den vigtige it-sektor, som udgør cirka 20 pct. af S&P 500-indekset, der trækker for med et plus på 1,5 pct. Der er generelt plusser til både software og hardware, men det er især chipaktierne, som med en fremgang på 3,0 pct. bidrager mest.

Stemningen her er løftet af regnskab torsdag aften fra Broadcom, som med sin fastholdte prognose for helåret manede frygten for svigtende efterspørgsel i sektoren til jorden. Trods et salg lidt til den svage side i sit første kvartal. Det skaber glæde hos halvlederinvestorerne, efter faldet i efterspørgslen i sektoren i sidste halvdel af 2018.

Broadcoms aktien vinder frem med hele 8,8 pct., men som ringe i vandet spreder den positive stemning sig også til Intel med et plus på 1,9 pct., til Texas Instruments, der vinder 2,7 pct., til Nvidia, som stiger 2,8 pct., og til Applied Materials med et plus på 3,7 pct.

MICROSOFT I REKORD

Blandt de store aktienavne er der også fremgang til Microsoft, som vinder 2,1 pct. til 116,96 dollar, og til Apple med et plus på 1,5 pct. Amazon stiger samtidig 1,2 pct.

Microsoft, som fredag er udråbt til favoritaktie hos finanshuset Mizuho, er fredag i rekordniveau, og både den og Apple stiger for sjette dag i træk.

Tilmed flyproducenten Boeing stiger 2,4 pct. Aktien har ellers været hårdt ramt, efter søndagens flystyrt i Etiopien, da et fly af typen Boeing 737 MAX 8 faldt ned. Alverdens luftfartsmyndigheder har siden udstedt flyveforbud mod flytypen, men fredag løftes aktien af nyheden om, at Boeing vil rulle en softwareopdatering, som skal forbedre sikkerheden, til flytypen ud om ti dage, ifølge AFP.

På negativsiden falder Facebook med 2,5 pct. Onsdag oplevede selskabet store driftsvanskeligheder på sine platforme, og torsdag aften kom det frem, at selskabets øverste produktdirektør Chris Cox forlader selskabet. Facebooks aktie faldt også torsdag med 1,9 pct.

SKUFFENDE REGNSKAB

På regnskabsfronten kom der torsdag aften også nyt fra de to softwareselskaber Adobe og Oracle.

Adobe falder med 4,4 pct. Trods en opjustering til forventningerne for helåret, er investorerne ikke tilfredse, da prognosen for det indeværende andet kvartal skuffer. Oracle vinder omvendt 0,1 pct. efter et regnskab, som var en spids bedre end ventet.

Endelig er der fredag fokus på Tesla, der torsdag aften præsenterede sin nye elbil med navnet Model Y. Aktien falder med 4,3 pct. Der går halvandet år, før leveringerne af Model Y starter, skriver Bloomberg News, og da Tesla kræver depositum på 2500 dollar ved forudbestillinger, mere end dobbelt så meget som for den seneste Model 3, så frygter investorerne, at det er for meget for kunderne, og at det vil ramme selskabets pengestrøm.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  USA❯  Intraday❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
7,33%
 
16:58:01

 
6,01%
 
16:58:01

 
3,99%
 
17:30:02

 
2,59%
 
22:43:01

 
2,58%
 
17:30:02

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder