USA/middag: Mod nye rekorder - teknologi trækker op

Udgivet den 12-11-2019  |  kl. 18:22  |  

De amerikanske aktier tager tirsdag endnu et hop op til nye rekorder. Alle tre hovedindeks ligger i deres højeste, og det brede S&P 500-indeks ligger til at sætte sin tiende rekord i 2019, ligesom indekset for første gang nogensinde har været forbi 3100 point. Det er de vigtige teknologiaktierne, som trækker markedet op.

Stemningen er er præget af positiv forventning til en tale senere onsdag fra USA's præsident, Donald Trump. Håbet er en konstruktiv og positiv tone, især om handelsforhandlingerne med Kina, i The Economic Club i New York.

Teknologitunge Nasdaq vinder kl. 12.15, amerikansk østkysttid, mest frem med et plus på 0,5 pct., mens det brede S&P 500-indeks stiger 0,3 pct. Dow Jones går samtidig op med 0,1 pct.

- Spænd jer fast! Der er ikke til at vide, hvad præsidenten vil sige i New York Economic Club, advarer Andrew Brenner, strateg hos Natalkliance Securities, i en kommentar, ifølge Reuters.

FACEBOOK OG DISNEY LØFTER

Sundhedssektoren stiger mest i S&P 500-indekset med et plus på 0,8 pct. Det er trukket af fremgang til Abbvie, Merck og Amgen på 3,0 pct., 1,4 pct. og 1,4 pct.

Abbvie har tirsdag annonceret et obligationssalg på 28 mia. dollar, som skal finansiere købet af Allergan. Interessen har været stor, for Abbvie har modtaget købsordrer for 70 mia. dollar.

Dernæst følger kommunikationsservice med et plus på 0,6 pct. Her er det Facebook, som trækker mest op med en stigning på 2,5 pct., mens Walt Disney stiger 1,8 pct. på dagen, hvor koncernens nye streamingtjeneste, Disney+, lanceres.

Nummer tre listen er it-sektoren, som udgør hele 22,6 pct. af indekset, med en stigning på 0,4 pct. Micosoft bidrager her mest med 0,7 pct., mens Cisco, verdens største netværksproducent, kommer igen med et plus på 0,7 pct., efter faldet mandag på 1,5 pct., da finanshuset Piper Jaffray sænkede sin anbefaling af aktien.

Apple tager samtidig endnu en rekord med et plus på 0,1 pct. til 262,35 dollar.

I TOP EFTER REGNSKABER

I toppen af S&P 500-indekset ligger DXC Technology, som stiger med 17,9 pct. efter et ellers skuffende regnskab for andet kvartal, som indeholdt planer om strategiske frasalg af tre af koncernens forretningsben. It-konsulentens kursmål er siden blevet løftet af flere analysehuse, skriver Bloomberg News.

Rockwell Automation stiger også 12,2 pct. Regnskabet for fjerde kvartal var bedre end ventet, og prognosen for 2020-finansåret var stærkere end analytikerne havde regnet med. Den laveste ende af koncernen, der fremstiller dele til industrimaskiners, forventninger ligger således over konsensus på Wall Street.

DR Horton, som er USA's største parcelhusbyggefirma, stiger 0,5 pct., da selskabet offentliggjorde en bedre kvartalsvis ordreindgang end ventet. I de tre måneder frem til udgangen af september steg købskontrakterne med 14 pct. fra samme periode året før til 13.130. Til sammenligning var der ventet en stigning på 7,9 pct.

Der er tirsdag også kommet regnskab fra Linde, som er verdens største leverandør af industrielle gasser. Bedre tal end ventet krydret med en opjustering bliver belønnet med en stigning på 1,3 pct.

LØFTES AF SVINEPEST

Kvartalstal fra Tyson Foods, der er USA's største kødproducent, var ellers til den svage side og sendte i formarkedet aktien ned med 5,1 pct. Stemningen er dog vendt, og i den regulære handel ligger aktien 6,3 pct. højere end mandagens lukkeniveau.

Svinepest, som hærger i Kina, er dog en mulighed også for Tyson Foods, der ligesom danske landmænd kan notere sig kraftigt stigende priser på svinekød.

- Vi er meget opmuntrede, men vi vil ikke fremlægge tal, som kan være for lave, sagde topchef Noel White, på en telekonference om mulighederne for at tjene ekstra på at sælge til Kina, ifølge Bloomberg News.

Aktien i Craft Brew Alliance er dog tirsdagens raket og er tordnet i vejret med 121,7 pct. til 16,25 dollar, da bryggerigiganten Anheuser-Busch InBev har tilbudt at købe den Portland-baserede bryggerivirksomhed for 16,50 dollar per aktie kontant - mod en lukkekurs tirsdag på 7,33 dollar. I forvejen ejer Anheuser-Busch 31,2 pct. af Craft Brew.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  USA❯  Intraday❯