USA/middag: Positive nøgletal bidrager til fortsat rekordappetit

Udgivet den 17-01-2020  |  kl. 18:06  |  

De amerikanske aktiebørser fortsætter fredag de positive takter, efter at investorerne i løbet af ugen er blevet præsenteret for opløftende regnskaber og fredag ligeledes positive nøgletal fra både Kina og USA.

Ved middagstid i New York ligger det brede S&P 500-indeks 0,2 pct. højere, det teknologidominerede Nasdaq stiger 0,05 pct., og de tunge aktier i Dow Jones løftes 0,1 pct.

Fredag morgen kom der en stribe nøgletal fra Kina. Her kunne væksten for 2019 gøres op til 6,1 pct., hvilket var den laveste vækst siden 1990. Vækstudviklingen var dog som ventet, og andre kinesiske opgørelser for industriproduktion og detailsalg i december overraskede glædeligt og efterlod et positivt indtryk.

Siden kom der også en stribe amerikanske nøgletal. Her skilte tallet for påbegyndt boligbyggeri sig ud med en stigning til et 13-årigt højt niveau i december.

- Der er en masse entusiasme derude, og det er en kombination af regnskaber og stærke nøgletal, der støtter markedet, siger Peter Cardillo, som er chefmarkedsøkonom hos Spartan Capital Securities til Reuters.

Over hele ugen er de tre indeks steget omkring 2 pct., og aktierne har blandt andet nydt godt af underskrivelsen af fase 1-aftalen mellem USA og Kina på handelsområdet onsdag i Washington.

- Ud fra et teknisk synspunkt kan markedet se en smule overkøbt ud, og der er en sandsynlighed for, at opturen på markedet kommer til at udtømme sig selv på et tidspunkt, siger Peter Cardillo.

I Dow Jones-indekset topper Travelers Cos ved middagstid med en stigning på 1,4 pct. efterfulgt af Visa, som ligger 1,2 pct. højere. I feltet af faldende aktier trækker Unitedhealth ned med et dyk på 0,9 pct.

Fra regnskabsfronten er der blandt andet kommet nyt fra det amerikanske olieserviceselskab Schlumberger, der kom bedre ud af fjerde kvartal end ventet og på børsen stiger 0,8 pct.

Omsætningen landede på 8,23 mia. dollar mod estimeret 8,14 mia. dollar ifølge Bloomberg News. Også den justerede indtjening per aktie var en spids bedre end forudset af analytikerkorpset. Her blev det til et overskud på 0,39 dollar mod estimeret 0,37 dollar.

Investorerne reagerer afdæmpet på regnskabet fra jernbanetransportgiganten CSX, der torsdagen aften leverede en svagere end ventet omsætning i fjerde kvartal, hvilket sendte aktien ned med 3,2 pct. i eftermarkedet. Imidlertid har investorerne siden besindet sig, og ved middagstid fredag ligger aktien næsten uændret.

Fredag er der også kommet regnskab fra et andet togselskab - Kansas City Southern. Det viste en justeret indtjening i fjerde kvartal på 1,82 dollar, hvilket var en spids under analytikernes forventninger på 1,84 dollar ifølge Bloomberg News.

Regnskabet kom før børsåbningen og sendte i formarkedet aktien ned med 6 pct., men ligesom det har været tilfældet med aktien i CSX, er stemningen om aktien siden vendt rundt. Ved middagstid ligger aktien således 3,4 pct. højere.

Der er analysenyt om Twitter fra UBS, som har valgt at sænke anbefalingen af aktien til "neutral" fra "køb" og nedjusteret kursmålet til 35 dollar fra 37 dollar. Twitters aktie dykker 1,1 pct.

Omvendt har UBS løftet anbefalingen af Snap - selskabet bag Snapchat - til "køb" fra neutral" og hævet kursmålet til 24 dollar fra 16 dollar. Aktien i det sociale medie ligger 4,5 pct. højere.

Imens ligger aktien i Fiat Chrysler 1 pct. lavere. Bilproducenten har fredag oplyst om dialog med Hon Hai Precision Industry - også kendt som Foxconn - om et joint venture, der skal udvikle og producere elbiler i Kina.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯  USA❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder