USA/middag: Taber pusten på handelsskepsis - sygekasser opjusterer

Udgivet den 06-11-2019  |  kl. 18:41  |  

De amerikanske aktier trækker onsdag i minus. Efter en uges tid med rekorder, hvor handelshåbet var benzinen i tanken, er der onsdag lidt tvivl om, USA og Kina vil kunne nå en aftale allerede i november eller først en gang i december.

Teknologitunge Nasdaq falder kl. 12.35 lokal tid mest med 0,5 pct., mens det brede S&P 500 mister 0,2 pct. Dow Jones bakker tilsvarende.

NOVEMBER ELLER DECEMBER

I oktober annoncerede USA's præsident Donald Trump en delvis handelsaftale med Kina, og det er færdiggørelsen af den, som markedet venter på. De to lande har begge peget på en underskrift her i november som en mulighed, men onsdag skriver Reuters på baggrund af en anonym kilde i den amerikanske regering, at det måske først bliver i december.

Det skaber usikkerhed hos investorerne, der ellers har vænnet sig til, at nyhederne omkring handelskrigen var vendt til det positive.

- Hvad angår markedet, er en masse positivt tydeligvis allerede indregnet i forhold til handel, siger Robert Carnell, økonom hos ING, til Financial Times.

SUNDHED I TOP

Sundhedssektoren fører an i S&P 500-indekset med et plus på 0,5 pct., efter at aktierne var med til at holde markedet nede onsdag. Dagligvarer stiger også 0,4 pct., mens energiaktierne omvendt udgør bunden med et minus på 2,1 pct. Efter tre dage med stigninger i olieprisen, som har løftet olieselskaberne, bakker den igen torsdag med 1,5 pct.

Det er derfor også Exxon Mobil, som trækker mest ned i S&P 500 torsdag med et minus på 2,1 pct. Aktien var dog steget med 8 pct. de foregående tre dage, også løftet af et solidt regnskab for tredje kvartal.

Microsoft bidrager dog også til udviklingen med et fald på 0,6 pct., mens Facebook gør sit til tendensen og mister 1,2 pct., ligesom Apple og Amazon mister 0,4 og 0,6 pct.

SYGEKASSER LØFTER

En af de store vindere torsdag er derimod printerproducenten HP, som stiger med 10,1 pct. på nyheden om, at Xerox overvejer at byde på selskabet. Xerox, der netop onsdag solgte sin andel af joint venturet Fuji Xerox til partneren Fujifilm for 2,3 mia. dollar, vil ifølge flere medier byde op mod 27 mia. dollar for HP.

Xerox' egen aktie stiger torsdag 2,2 pct.

Der er også fokus på sygekassen og apotekerkæden CVS Health, som stiger med 4,9 pct. efter sit regnskab for tredje kvartal, da koncernen opjusterer sine forventninger efter en stærk udviklingen i medicinalsalget, i salget af sundhedsforsikringer og i detailsalget. Koncernen bidrager dermed mest af alle til, at sundhedsaktierne ligger i top.

Konkurrenten Humana stiger samtidig med 3,5 pct., da sygekassen også har løftet sin prognose for hele 2019. Humana har fået flere medicare-kunder end ventet, set et løft i sin forretning for sundhedsservices og samtidig forbedret effektiviteten.

Det går derimod ikke så godt for chipproducenten Microchip Technology, som mister 5,7 pct. Tallene for andet kvartal var en spids under det ventede på omsætningen, men især prognosen skuffer, da selv toppen af guidance for tredje kvartal for omsætningen og indtjeningen ligger under analytikernes konsensus, ifølge Bloomberg News.

GN-KONKURRENT I HULLET

Nedturen er endnu større for GN Audios amerikanske konkurrent Poly, der mister hele 40,1 pct. Tallene for andet kvartal og prognosen for tredje, som blev præsenteret onsdag aften, var langt under Wall Streets forventninger på både omsætning og indtjening.

- Når vi analyserer lagerniveauerne over hele værdikæden, i lyset af udviklingen af de makroøkonomiske betingelser og betydelige transitioner af produkter undervejs, mener vi, at det er fornuftigt at reducere lagrene i kanalen på dette tidspunkt ved at reducere salget til kanalpartnere, udtaler Chuck Boynton, finansdirektør i Poly, i selskabets regnskabsmelding.

Efter regnskabet har investeringsbanken Morgan Stanley blandt andet sænket sit kursmål for aktien til 44 fra 58 dollar, skriver Bloomberg News.

En anden aktie med ørerne i maskinen er Chesapeake Energy, som smider 28,0 pct. Det største kursfald i aktien i 20 år. Koncernen, der udvinder skiffergas, advarede onsdag aften om, at koncernen måske ikke kan overleve lave priser på brændstof.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  USA❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder