USA/Nykredit: Tager toppen af vækstestimatet

Udgivet den 17-09-2013  |  kl. 09:11  |  

Nykredit nedjusterer sin prognose for væksten i den amerikanske økonomi i år og til næste år. Det afspejler en forventning om, at privat og offentlig finansiel konsolidering vil spille en større rolle i de kommende år, end der lå i Nykredits tidligere vækstprognose. Derudover er højere boligrenter med til at dæmpe fremgangen på boligmarkedet.

Den økonomiske vækst i USA for 2013 estimerer Nykredit nu bliver 1,6 pct. mod tidligere ventet 1,9 pct., og forventningerne til væksten i 2014 barberes ned til 2,6 pct. fra 2,9 pct.

- Det er den helt usædvanlige situation med en kraftig reduktion af de offentlige udgifters andel af BNP og et fortsat fald i husholdningernes gældsætning, der gør, at væksten ikke kommer over økonomiens langsigtede potentiale før i 2015. Til gengæld betyder udviklingen, at den finansielle holdbarhed forøges, og at de eksterne ubalancer reduceres i de kommende år, skriver Nykredits chefanalytiker Ulrik Bie.

I 2015 venter finanshuset en lille stigning i væksten til 2,8 pct., og det vurderes at åbne op for en hurtigere stigning i beskæftigelsesprocenten, der forsat ligger tæt på bunden i 2009 og 5 pct.point under niveauet før krisen. Nykredit vurderer, at den lave beskæftigelse vil fastholde et nedadrettet pres på lønningerne i prognoseperioden.

Udviklingen i renterne kan få stor betydning for udviklingen de kommende år.

- Det er centralt i vores antagelser, at Federal Reserve formår at tøjle rentekurven og bremse yderligere rentestigninger. Det er især vigtigt for at forstærke fundamentet under det igangværende opsving på boligmarkedet. Desuden forventer vi, at den føderale udgiftspolitik forbliver uforandret i forhold til det nuværende spor med et fast nominelt loft – og uden store dramatiske begivenheder. Det vil i givet fald være den længste periode med fald i den offentlige efterspørgsel (i faste priser) minimum siden 1930, skriver Ulrik Bie.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder