USA/Redaktør: Støtter kan redde Trump på målstregen

Udgivet den 18-12-2019  |  kl. 19:39  |  

Efter tre måneder med undersøgelser og adskillige afhøringer i Repræsentanternes Hus, er USA's præsident, Donald Trump, tættere end nogensinde før på at blive stillet for en rigsret.

Natten til torsdag dansk tid ventes medlemmerne at stemme om, hvorvidt der er grundlag for at rejse en rigsretssag mod Trump.

Og alt tyder på, at sagen bliver en realitet, vurderer Anders Agner Pedersen, der er chefredaktør ved netmediet Kongressen.com.

- Det mest sandsynlige udfald af processen er, at Repræsentanternes Hus vedtager, at Donald Trump skal stilles for en rigsret.

- Derefter vil sagen køre i Senatet, og rigsretssagen vil formentlig ende med, at der ikke er nok opbakning til at fjerne Donald Trump, siger han.

Det sidstnævnte vil kræve, at en række republikanere vender præsidenten ryggen. Og det er et scenarie, som ifølge redaktøren er ganske usandsynligt.

At lægge sig ud med præsidenten er simpelthen ikke smart som republikaner - slet ikke, når der er mindre end et år til næste præsidentvalg.

- Det kræver mindst 67 ud af de 100 senatorers stemmer at få fjernet en amerikansk præsident, og det er der ikke noget, der tyder på, der er på nuværende tidspunkt, forklarer Anders Agner Pedersen.

- Senatet er splittet i to næsten lige store lejre. Der er en lang række republikanere, der skal vende deres præsident ryggen, og det er svært at se, at nogen skulle have lyst til det med mindre end et år til næste valg.

Donald Trump er anklaget for dels at have misbrugt sin magt ved at lægge pres på Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij.

Målet skulle være at få Ukraine til at undersøge Trumps rival demokraten Joe Biden og dennes søn med henblik på at finde sager, der kunne belaste Biden under næste års præsidentvalgkamp i USA.

Derudover mener Demokraterne, som har været motor i den foreløbige rigsretsundersøgelse, at Trump har hindret Kongressens arbejde ved at nægte topembedsmænd at vidne i sagen.

Det er i sidste ende Senatet, der afgør, om Trump har gjort sig skyldig i de anklager, der er fremsat mod ham. Hvis han kendes skyldig, bliver konsekvensen, at han må forlade sit embede som præsident.

- Republikanerne har slået ring om Trump i den her sag. De har slet ikke villet anerkende, at der var noget at komme efter.

- Samtidig er det også et velkendt faktum, at man slår sig på Donald Trump, siger Anders Agner Pedersen med henvisning til, at selv republikanere, der er utilfredse med Trump, formentlig vil holde hånden over ham.

Hvis rigsretssagen bliver en realitet, er Donald Trump den tredje præsident i USA's historie til at skulle stå skoleret i en sådan sag.

/ritzau/

Ritzau

Seneste nyheder

17:56 Europa/lukning: Svenske banker trak ned - dyk i amerikanske olielagre sendte indeks i fald
17:04 Onsdagens aktier: DSV trak markedet i rødt med Novo - GN i plus for fjerde dag
17:00 Onsdagens obligationer: Renten endte i højeste niveau i år - steg på øget risikovillighed
16:39 USA: Olielagre tager markant og overraskende dyk
16:08 Lego-rival stiger massivt oven på regnskab
15:42 USA/åbning: Tesla tager teten i grøn åbning med masser af regnskabsnyt
15:12 Cbrain fastholder forventningerne - første kvartal er på linje med planerne
14:40 Boeing har luft under vingerne efter mindre end ventet negativ pengestrøm
13:51 USA/tendens: Tesla speeder op før åbning i ventet grøn onsdag
13:08 Valuta: Yen nær interventionsniveau
12:26 Europa/aktier: Svenske banker sender sektor ned - chipaktier i optur i positivt marked
11:44 Obligationer/middag: Renten stiger ekstra efter tyske tal
11:35 Aktier/middag: DSV og bankerne får høvl - Novo er med til at trække i rødt
10:37 Topchef: DSV har taget markedsandele på tværs af forretningen
10:18 Tyskland: IFO-indekset slog forventningerne klart i april
10:03 DSV-aktien falder tungt: Skuffelse over aktietilbagekøb og indtjening vurderer analytiker
10:02 Tyskland: IFO-indekset slog forventningerne klart i april
10:01 Topchef i Ringkjøbing Landbobank: Pres på enkelte kundegrupper trods stærk kreditkvalitet
09:39 Danske bankaktier dykker efter skuffende regnskaber fra Handelsbanken og SEB
09:22 Ringkjøbing Landbobank-topchef: Kurs mod toppen af prognosen efter stærkt kvartal