USA/T-bond: Atter rentestigninger torsdag - trods lempelige ECB

Udgivet den 13-09-2019  |  kl. 06:32  |  

Renterne steg igen i USA torsdag på fortsat håb om en opblødning i handelskrigen, og selv om Den Europæiske Centralbank tidligere torsdag sænkede sin ledende rente og annoncerede et nyt opkøbsprogram af obligationer i eurozonen.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation løftede sig med godt 4 basispoint til 1,79 pct. efter at have svinget mellem 1,67 og 1,80 pct.

Fredag morgen fastholdes den tiårige rente på 1,79 pct. på T-bondmarkedet i Tokyo.

Renten er dermed steget med 33 point siden sin seneste bund midt i august i 1,46 pct.

Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation steg 5 basispunkter i New York til 1,72 pct. Også den toårige rente er uændret fredag morgen.

Dermed er rentekurven fladet en smule ud til knap 6 basispoint.

ECB offentliggjorde torsdag, sammen med den ventede rentesænkning på 0,1 pct.point, et opkøbsprogram af obligationer for 20 mia. euro om måneden. Opkøbet egner sig til at sænke markedsrenterne, men fornyet handelsoptimisme gav et løft i risikoappetitten, og derfor lagde investorerne obligationerne fra sig, mens de sendte aktierne op.

Onsdag morgen undtog Kina 16 amerikanske varer for allerede indført told på 25 pct., og USA kvitterede senere onsdag efter markedets lukning med at udskyde sin planlagte toldforhøjelser fra 1. til 15 oktober af respekt for 70 årsdagen for Folkerepublikken Kina, skrev præsident Trump på sin Twitter-profil.

- Markedet har været hyperfølsomt over for ethvert nyt om handel, og hvis vi får lugten af en hentydning om, at der måske er fremskridt, så vurderes det positivt, forklarede Scott Brown, cheføkonom hos Raymond James, til Reuters.

Med til historien var også forlydender om, at USA overvejer en foreløbig handelsaftale med Kina, som skal udskyde eller fjerne visse tariffer mod kinesisk imødekommelse af USA's krav på området for ophavsrettigheder og mod køb af flere amerikanske landbrugsvarer.

Det var Bloomberg, som skrev det med henvisning til fem unavngivne kilder, mens tv-stationen CNBC citerede et unavngiven højtstående medlem af Trumps administration for, at det havde man "absolut ikke" overvejet.

Inflationen i USA i august understøttede også de stigende renter, da forbrugerpriserne steg 0,3 pct. i august i forhold til samme måned året før. Økonomerne havde ifølge et Bloomberg News ventet en stigning på 0,2 pct. For kerneforbrugerprisernes vedkommende var der en stigning på 2,4 pct. i august i forhold til et år forinden. Analytikerne havde ventet en stigning på 2,3 pct. i kerneforbrugerpriserne.

Stigende inflation udhuler værdien af de aftalte pengestrømme i en obligation. Derfor handles kurserne ned ad ved stigninger, hvilket løfter den effektive rente.

Fra arbejdsmarkedet var der torsdag også positivt nyt, da 204.000 amerikanere meldte sig som førstegangsledige i sidste uge. Det var nemlig færre nytilmeldte ledige end de ventede 215.000.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Relaterede nyheder