USA/T-bond: Lange renter steg på stimulushåb - NY

Udgivet den 15-01-2021  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske renter steg torsdag i den lange ende af kurven, da investorerne satsede på yderligere stimulus til USA's coronaramte økonomi. Investorerne overså dermed triste jobtal, som viste, at knap 1 mio. amerikanere - flere end ventet - i sidste uge meldte sig arbejdsløse.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 4 basispoint til knap 1,13 pct., hvilket var 4 point mere end renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede. Henover torsdagen var den tiårige rente nede i 1,07 pct., mens de 1,13 pct. var dens top.

Renten er dog faldet i løbet af natten, og fredag morgen handles den tiårige amerikanske statsobligation til en rente på 1,10 pct., 2 basispoint højere end ved dansk markedslukning, på markedet i Tokyo.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente kravle marginalt ned til godt 0,14 pct. - samme niveau handles den i fredag morgen.

Med udviklingen torsdag stejlede rentekurven til 98 point mod 94 point onsdag - normalt et tegn på bedre forventninger til økonomien.

- Nu taler man om en stor stimuluspakke, og så skal renterne stige i den lange ende af kurven. Også selv om der er lidt dårlige data derude. De forankrer dog rentekurven i den korte ende, for så gør Federal Reserve ikke noget i lang tid, siger seniorstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.

Joe Biden, USA's kommende præsident ville torsdag aften præsentere en ny hjælpepakke til økonomien i USA, og den vil blive på 2000 mia. dollar, rapporterede CNN tidligere. I forvejen vedtog politikerne i Washington sidste år fire hjælpepakker til samlet 4200 mia. dollar.

Den øgede stimulus, de lave renter og udrulningen af coronavacciner understøtter forventningerne om, at USA's økonomi vil komme stærkt igen. Og øget vækst er lige med mere inflation, og det løfter renterne.

- Det, som får renterne til at stige, er det procykliske tema, fastslår Lars Skovgaard Andersen.

Med stigende markedsrenter har flere analytikere og økonomer dog startet på diskussionen om, hvornår Federal Reserve vil stramme op på sin pengepolitik i form af renteforhøjelser eller neddrosling af bankens obligationskøb. Enkelte direktører i centralbanken har da også for nyligt luftet tanken om, at det kan ske tidligere end ventet.

Torsdag slog Jerome Powell, bankens formand, dog de spekulationer noget ned, da han ikke ser renteforhøjelser komme "på noget tidspunkt snart".

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Relaterede nyheder