USA/T-bond: Lille rentefald frem mod begivenhedsrig uge

Udgivet den 10-12-2019  |  kl. 06:32  |  

Renten på den toneangivende amerikanske tiårige statsobligation faldt 1 basispoint i mandagens obligationshandel til 1,8 pct., som også var niveauet, da det danske marked lukkede.

Den kortere toårige rente forblev uændret.

Tirsdag morgen i Asien er renten 1,82 pct.

Og som i Europa var også den amerikanske rentehandel præget af søndagens svage kinesiske eksporttal, der vidner om effekten af handelskrigen mellem USA og Kina, og som dermed retter opmærksomheden mod risikoen for at nye amerikanske tariffer på en række kinesiske varer indføres ved ugens slutning.

Men mindre repræsentanter for de to store økonomier forinden får en aftale om en anden udvikling forhandlet på plads.

Usikkerheden trak investorerne væk fra aktier og over i de mere sikre obligationer.

- Det er en "risk-off" dag i dag. De kinesiske data var ikke opmuntrende, konstaterer rentestrateg i Evercore ISI Stan Shipley over for Reuters.

Ud over bekymringen for en forlængelse af handelskrigen ligger også ugens to rentemøder i Den Europiske Centralbank, ECB, og i den amerikanske, Federal Reserve, handlerne på sinde.

Fra Federal Reserves side ventes ingen renteændringer, og det samme gælder for mødet i ECB, hvor den nye chef, Christine Lagarde, ventes at holde fast i den seneste pakke pengepolitiske stimuli.

Men markedet afventer alligevel møderne i spænding i forhold til muligheden for signaler om yderligere lempelser af pengepolitikken i 2020 på begge sidser af Atlanten.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Seneste nyheder