USA/T-bond: Lille rentefald grundet fortsat behov for sikkerhed - NY

Udgivet den 24-01-2022  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske renter dykkede fredag og lagde dermed yderligere afstand til den seneste top fra tirsdag, hvor den tiårige rente sluttede på sit højeste niveau i to år.

Investorerne havde fortsat behov for at søge ly mod de negative aktiemarkeder, og så gik nogle i sikkerhed i obligationerne, så kurserne steg, og renterne gik så den anden vej.

Klokken 23 dansk tid fredag lå renten på den tiårige amerikanske T-bond på i 1,76 pct. - 2 basispoint lavere end torsdag, da den faldt med 6 basispoint.

Mandag morgen er renten på den tiårige T-bond 1,77 pct. på markedet i Tokyo.

Det er 2 basispoint mere end ved dansk lukketid fredag.

Ved indgangen til i år var den tiårige T-bond-rente 1,51 pct., og sidste tirsdag ramte renten 1,87 pct., hvilket var det højeste niveau siden januar 2020 og altså umiddelbart før, at udbruddet af corona-pandemien tog fart.

Den toårige rente faldt fredag fra 1,025 pct. til 1,001 pct.

Mandag er den toårige rente 1,030 pct. på T-bond-markedet i Tokyo.

Den makroøkonomiske kalender var fredag stort set tom. Kun ledende indikatorer stod i kalenderen, og de landede som ventet, da de i december steg med 0,8 pct.

I denne uge er markedets fokus på onsdagens afslutning af rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hvor der vil blive lyttet efter signaler om renteforhøjelser og sænkning af bankens balance.

- Centralbanken vil sandsynligvis være forsigtig med at signalere hurtige renteforhøjelser på mødet, hvorfor en gradvis normalisering sandsynligvis vil blive betonet for ikke at puste yderligere til markedsrenterne, vurderer Handelsbanken i en kommentar.

Banken udelukker dog ikke, at forventningerne til en større renteforhøjelse på 0,5 pct.point efterfølgende kan tage fart frem mod marts-rentemødet.

Forventningerne er i øjeblikket på tre-fire renteforhøjelser á 0,25 pct.point.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯