USA/T-bond: Lille rentestigning på reduceret risiko

Udgivet den 08-06-2017  |  kl. 06:32  |  

Renterne på de amerikanske statsobligationer kom lidt tilbage onsdag, hvor investorerne kunne ånde lidt lettere op, efter at de skriftlige høringssvar fra tidligere FBI-direktør James Comey ikke indikerede nye problemer for præsident Donald Trump.

Onsdag lukkede renten på den toneangivende tiårige T-bond i 2,18 pct. i New York, hvilket var dagens højeste niveau.

Torsdag morgen sendte de asiatiske investorer renten yderligere en anelse op, inden markedet stabiliseres på samme niveau, som New York lukkede på.

Det er 3 basispoint mere, end da de danske handlere gik hjem onsdag eftermiddag.

- Markedet havde prissat en mere negativ nyhedsstrøm fra Comey-udsagnet, end det vi så. Det betyder et risikomoment mindre, og nu ser markedet frem mod mødet i Den Europæiske Centralbank (ECB) og det britiske valg, siger rentestrateg Bruno Braizinha fra TD Securities ifølge Reuters.

RISIKOBILLEDET SKIFTER

Med James Comey delvist ude af risikobilledet kan investorerne se frem mod dagens to andre store begivenheder: det britiske parlamentsvalg samt ECB's pengepolitiske møde.

Det britiske parlamentsvalg blev udskrevet for at give indikationer om vælgernes syn på landets exit fra EU. Men udfaldet har i stigende grad vist sig uforudsigeligt, da de seneste opinionsundersøgelse viser stærkt divergerende udfald.

Det pengepolitiske møde i ECB ventes ikke at medføre ændringer, men kommentarer fra centralbankchef Mario Draghi kan give eventuelle indikationer om et skifte mod et mere optimistisk syn på økonomien og dermed tidsfrist for en mulig begyndende reduktion af de igangværende obligationsopkøb.

UGENS ØKONOMISKE DATA

Indeværende uge er yderst stille, når det gælder økonomiske nøgletal fra USA.

Torsdag kommer der data i form af de ugentlige tal for nytilmeldte ledige, mens fredag blot byder på engroslagre.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Relaterede nyheder