USA/T-bond: Rekordlave renter på virusfrygt

Udgivet den 21-02-2020  |  kl. 22:15  |  

De amerikanske renter faldt denne fredag i tandem med aktiemarkedet. De lange renter er dykket siden udbruddet af coronavirus i Kina, og fredag nåede de historisk lave niveauer.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 5 basispoint til 1,47 pct., hvilket var dog var 2 point over niveauet, da de danske obligationshandlere gik på weekend. I løbet af fredagen var den tiårige rente helt nede i knap 1,44 pct. og oppe i 1,52 pct.

Gennem ugen faldt den tiårige rente med 12 basispoint fra 1,59 pct sidste fredag, og siden midten af januar, inden virusudbruddet i Kina blev offentligt kendt, er renten nu faldet med 35 point fra 1,82 pct.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig fredag sin rente falde med 4 basispunkter til 1,35 pct.

- Fredag er der en klar sammenhæng mellem faldene i renter og i aktier. Det, vi ikke kunne forstå, var, at aktier ikke faldt, da renterne gjorde det. Vi skal købe obligationer fredag, fordi data har været svagere end ventet. Der en flugt til sikkerhed på grund af det og på grund af coronavirusset, og fordi centralbankerne ventes at sænke deres renter senere i år og være mere lempelige, siger Lars Skovgaard Andersen, som er seniorstrateg i Danske Bank.

FRA AKTIER I REKORDHØJDER TIL RENTER I REKORDBUND

Mens renterne er dykket siden midten af januar, så har aktierne så sent som onsdag sat nye rekorder. Torsdag faldt aktierne dog tilbage, hvilket igen fredag var tilfældet med endnu større effekt, da S&P 500 mistede 1,1 pct., og Nasdaq drattede 1,8 pct.

Med fredagens dyk har den tiårige rente aldrig været lavere, når man går så langt tilbage, som der findes data, hvilket hos Bloomberg News er fra 1. januar 1961. Det samme gælder for den 30-årige rente med data tilbage til 1. januar 1976.

Den 30-årige rente faldt fredag med 5 basipoint til 1,92 pct., men den dyppede endda i løbet af dagen for første gang nogensinde under 1,90 pct. - i 1,88 pct., - mens den tiårige var helt nede i knap 1,44 pct.

OMVENDTE RENTEKURVER OG RECESSIONSFRYGT

- Med de store fald i de lange renter, varer det ikke længe, inden vi igen skal tale om omvendt rentekurve og recessionsfrygt. Er der en omvendt v-formet kurve omkring virussmitten, så er rentefaldene dog overgjorte, analyserer Lars Skovgaard Andersen.

Rentekurven, målt på forskellen på renten på tre måneders sigt og 10 års sigt, ligger dog allerede i minus 9 basispunkter og har været i minus de seneste fire handelsdage.

Fredagens udvikling var præget af yderligere dårligt nyt omkring coronavirusset, da WHO konstaterede en skarp vækst i antallet af smittede i Sydkorea og Iran. Myndighederne i Sydkoreas fjerdestørste by, Daegu, opfordrede samtidig indbyggerne til at blive inden døre,

- Vi er endnu i en fase, hvor en inddæmning er mulig, men med et krympende vindue til at gøre det, sagde generaldirektør i WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, ifølge Financial Times.

Med til at øge bekymringen for, hvordan virusudbruddet vil påvirke økonomien fredag var en måling, der viste, at de amerikanske indkøbschefer i februar havde et mere pessimistisk syn på aktiviteten i den amerikanske økonomi, end tilfældet var måneden før. Indekset landede i februar på 49,4 mod 53,4 måneden før og mod ventede 53,4.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Relaterede nyheder