USA/T-bond: Rentefald efter svage produktionstal

Udgivet den 18-03-2019  |  kl. 06:32  |  

Trods endnu et aktieplus faldt renterne fredag i USA. Årsagen var igen svage nøgletal fra den amerikanske økonomi, som peger mod, at trykket er ved at gå af kedlerne i den ellers varme økonomi.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 4 basispoint til 2,59 pct. Det var 1 basispoint lavere, end da det danske obligationsmarked lukkede fredag, men mandag morgen handles den tiårige amerikanske rente igen i 2,60 pct. - uændret fra fredag eftermiddag klokken 17.

Igennem fredagen vekslede den tiårige rente mellem 2,58 og 2,64 pct., og siden forrige fredag er renten faldet med 3 basispoint fra omkring 2,63 pct.

Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation faldt desuden med 2 basispoint til 2,44 pct.

- Renterne ligger og falder, fordi data er dårlige. Ikke vildt dårlige, men dårlige. Fredag var det svage industrital, siger Lars Skovgaard Andersen, der er seniorstrateg i Danske Bank, til Ritzau Finans.

Fredagens nøgletal viste, at den amerikanske industriproduktion steg 0,1 pct. i februar, og det var lavere end ventet af økonomerne, der ifølge Bloomberg News estimerede en stigning på 0,4 pct.

Målingen fra industrien var endnu et nøgletal, som peger i retning af, at tempoet i den amerikanske økonomi er på vej nedad, hvilket samtidig dog har en positiv effekt for aktierne, fordi det formentlig udsætter mulige pengepolitiske stramninger - altså højere rente fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve - ligesom udsigten til stigende markedsrenter fortager sig.

- Investorerne køber op i obligationer, fordi data er svage, og fordi man ikke tror på rentestigninger inden for en overskuelig fremtid, forklarer Danske Banks Lars Skovgaard Andersen.

Seniorstrategen peger på, at 2,60 pct. er et pænt renteafkast, hvis ikke investorerne ser en risiko for stigende markedsrenter, der kan udhule værdien af investeringen.

Fredag var der dog også lidt positivt nyt, da den landsdækkende indikator for forbrugertilliden fra University of Michigan steg mere end ventet i marts til 97,8 fra 93,8 i måneden før. Økonomerne havde spået en fremgang til indeks 95,6 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
9,67%
 
19/07/19

 
3,78%
 
19/07/19

 
3,58%
 
19/07/19

 
3,35%
 
19/07/19

 
1,07%
 
19/07/19

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder