USA/T-bond: Rentefald på frygt for rigsretssag

Udgivet den 26-09-2019  |  kl. 22:14  |  

Politisk uro og bekymring for en rigsretssag i USA trumfede positive handelspib fra Kina, og derfor søgte investorerne mod obligationer, hvilket sendte renterne ned.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med knap 5 basispoint til 1,69 pct. Det var samtidig også renteniveauet, da det danske obligationsmarked lukkede. I løbet af torsdagen vekslede den tiårige rente mellem 1,67 og 1,73 pct.

Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation faldt desuden med næsten 3 basispunkter til 1,66 pct. Med torsdagens udvikling fladede rentekurven ud til godt 3 basispoint mod 5 onsdag.

Det kinesiske handelsministerium havde forud for de kommende handelsforhandlinger med amerikanerne meldt om tæt kontakt med USA og om "positiv fremdrift".

Godt nyt fra handelsfronten har det ellers med at løfte renterne, men det gled i baggrunden, da Kongressen i USA offentliggjorde den whistleblower-indberetning, som en efterretningsmedarbejder i USA har indgivet mod præsident Trump. Her beskylder medarbejderen sin egen præsident for at have forsøgt at presse Ukraine til at efterforske den demokratiske præsidentkandidat, og tidligere vicepræsident, Joe Bidens, søn.

Rapporten sendte de amerikanske obligationskurser op, og dermed renterne ned, da det øgede bekymringen for en rigsretssag mod Donald Trump.

- Jeg vil tilskrive stigningen i statsobligationer klagen fra whistlebloweren, blot bekymringen omkring det, siger Justin Lederer, obligationsanalytiker hos Cantor Fitzgerald, til Reuters.

- Udskriften af samtalen, som blev offentliggjort i går, så ikke ud til at have noget specifikt om, at Trump sagde, "gør dit for dat". Whistleblowerens klage ser ud til, at der var mere i det, men jeg ved det ikke. Overordnet er det bare ideen, markedet ikke kan lide.

Der var torsdag også et væld af nøgletal, der altså ikke fik den vanlige opmærksomhed.

Den amerikanske økonomi voksede som ventet med 2,0 pct. i andet kvartal af 2019 i forhold til kvartalet før opgjort i annualiserede tal, viste den tredje opgørelse af bruttonationalproduktet, BNP, for perioden torsdag eftermiddag.

Samtidig var der 213.000 amerikanere, som meldte sig som førstegangsledige i sidste uge. Marginalt flere end ventet, ifølge Bloomberg News.

De amerikanske engroslagre steg også med 0,4 pct. i august. Det var mere end ventet, da konsensus var en stigningstakt på 0,1 pct., og endelige overraskede antallet af igangværende bolighandler i USA steg med 1,6 pct. i august sammenlignet med måneden før mod en ventet stigning på 1,0 pct.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Seneste nyheder

09:19 Aktier/åbning: Unibrew på himmelflugt i konfliktfokuseret marked
09:06 Mærsk kan se rateindeks for containerfragt stige for tredje uge i træk
09:05 Obligationer/åbning: Beskedent rentefald efter missilangreb på Iran
08:26 Aktier/tendens: Unibrew og Mærsk kan gå mod strømmen i ventet rød åbning
08:03 GN får sat kursmålet op af Danske Bank der spår pæn organisk vækst i første kvartal
08:02 Unibrews opjustering ses belønnet med kursstigning på 2-5 pct. hos Jyske Bank
08:00 Antallet af folkepensionister steg i 2023
07:51 Unibrew får hævet anbefaling og kursmål hos ABG efter regnskab med opjustering
07:22 Fransk ISS-konkurrent leverer stærkere end ventet vækst drevet af højere priser
07:12 Israels angreb på Iran udløser markant prishop på olie
07:06 Obligationer/tendens: Udsigt til rentefald efter eskalering af konflikt i Mellemøsten
06:42 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag
06:41 Asien: Massiv risikoaversion sender aktieindeks ud i solide kursfald
06:34 Netflix slog klart markedets forventninger i første kvartal - men aktien faldt
06:34 Iran lukker landets største lufthavn efter melding om angreb
06:34 Israelske missiler rammer Iran - medie
06:34 Demant-chef ser mere aktive ældre løfte markedet i USA
06:34 Demant-chef: Stigende tilskud har hjulpet markedet i USA - men ikke som i Europa
06:34 Unibrew-opjusterer indikerer at værste er ovre mener analytikere
06:34 Unibrew med stærkt momentum fra årets start - slår forventningerne