USA/T-bond: Rentefald på handelsfrygt og svage inflationstal

Udgivet den 13-06-2019  |  kl. 06:32  |  

Renterne i USA faldt onsdag atter tilbage, da investorerne igen fokuserede på handelsspændingerne mellem Kina og USA, og da markedet fik en svag læsning af inflationen i USA.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt tilbage med godt 2 basispoint til 2,12 pct. Det var samtidig også niveauet, da det danske obligationsmarked lukkede. Gennem onsdagen blev den tiårige rente handlet mellem 2,11 og 2,14 pct.

Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation faldt samtidig med 5 basispunkter til 1,88 pct., hvorved rentekurven mellem de to toneangivende statsobligationer stejlede til 23 basispunkter mod 21 tirsdag.

Torsdag morgen fortsætter rentefaldet i den tiårige amerikanske statsobligation, da den handles med en rente på 2,11 pct. Det er derved 1 basispoint lavere, end da det danske obligationsmarked lukkede onsdag eftermiddag.

HANDELSSPØRGSMÅL STADIG I FOKUS

Handelsspørgsmålet var igen i negativ fokus onsdag, da USA's præsident, Donald Trump, fortalte journalister, at han blokerer for en handelsaftale med Kina, med mindre modparten er parat til at stå ved de løfter, landet tidligere i forhandlingerne har afgivet. Forhandlingerne har stået stille siden maj, da USA beskyldte Kina for at trække sig fra sine løfter, mens Kina pure har afvist.

Samtidig viste onsdagens nøgletal, at de amerikanske forbrugerpriser steg med 1,8 pct. i maj i forhold til samme måned året før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning på 1,9 pct. Dermed aftog inflationen, da prisstigningstakten måneden før var på 2,0 pct. Også kerneforbrugerpriserne, der fraregner fødevare- og energipriserne, steg mindre end ventet, da de i maj gik op med 2,0 pct. mod ventede 2,1 pct.

- Tallene vil blot øge kravene i markedet om rentesænkninger, sagde James Knightley, cheføkonom hos ING, til Financial Times.

Den kortere toårige rente, der er mere følsom over for den toneangivende rente hos Federal Reserve, faldt da også mere end den længere tiårige rente onsdag.

I Europa peger renterne også nedad. Netop onsdag solgte det tyske finansministerium obligationer med ti års løbetid for 22 mia. euro til den hidtidig laveste rente i minus 0,24 pct. I maj blev de tyske auktioner afviklet til en rente på minus 0,07 pct., og den seneste bundrekord blev sat i 2016 i negative 0,11 pct.

/ritzau/FINANS

Dan Petersen

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
10,71%
 
20:49:01

 
7,91%
 
17:00:01

 
7,71%
 
17:00:01

 
4,22%
 
17:30:02

 
3,55%
 
20:49:01

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder