USA/T-bond: Rentehop gik i sig selv igen - flere fald mandag - NY

Udgivet den 28-11-2022  |  kl. 06:32  |  

Efter lukkedagen torsdag i forbindelse med Thanksgiving blev der fredag budt op til en afkortet handelsdag på det amerikanske obligationsmarked.

Vanen tro holdt mange amerikanere dog også fri fredag, som også markerer en af årets største indkøbsdage, Black Friday.

Det gav yderst afdæmpet handelsaktivitet på markedet i USA i forhold til normalen, og der var heller ikke hverken nøgletal eller taler fra centralbankmedlemmer at forholde sig til.

De manglende nye input forhindrede dog ikke lidt udsving i renterne. I løbet af de første timer af handelsdagen kørte renterne nemlig opad, men stigningerne gik siden i sig selv igen - og lidt til.

Den tiårige amerikanske rente toppede dagen i 3,75 pct., men ved lukketid var den faldet tilbage til 3,68 pct., hvilket var 2 basispoint lavere end onsdag, hvor markedet havde sin forrige åbningsdag.

Samme mønster gjorde sig gældende for de toårige papirer. Den toårige amerikanske rente var nemlig oppe at runde i 4,52 pct., men den endte i 4,45 pct., hvilket var 3 basispoint lavere end onsdag før Thanksgiving.

Mandag morgen dykker renterne endnu længere ned. Den tiårige T-bond forrentes med 3,65 pct. og den toårige T-bond med 4,43 pct. på markedet i Tokyo.

Det er henholdsvis 7 basispoint og 2 basispoint mindre end ved dansk lukketid fredag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯