USA/T-bond: Stille på rentemarkedet mandag

Udgivet den 30-06-2020  |  kl. 06:32  |  

Mens investorerne mandag fandt risikoappetitten frem på aktierne, så var der ikke de store udsving på obligationsmarkedet. Den meget lave centralbankrente, som ses blive omkring nul i flere år frem, holder markedsrenterne i skak.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation endte med et fald på knap 1 basispoint til 0,64 pct. Gennem mandagen svingede renten i et snævert interval mellem 0,63 pct. og 0,65 pct.

Tirsdag morgen forrentes den tiårige T-bond med 0,63 pct. på markedet i Tokyo. Det er samme niveau, som da obligationsmarkedet i Danmark lukkede mandag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente faldt mandag med 1 basispunkt til knap 0,16 pct.

Tirsdag morgen oppebærer den toårige T-bond en rente på 0,15 pct. på markedet i Tokyo.

Rentefaldene kommer, på trods af at de amerikanske aktier denne mandag steg med 1,5 pct. målt på S&P 500-indekset.

I USA har den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), under coronakrisen sænket sin rente med samlet 1,50 pct.point til omkring nul - til intervallet mellem 0,0 og 0,25 pct. Samtidig har banken tidligere i juni i forbindelse med sit seneste rentemøde signaleret, at nulrenten vil gælde til mindst udgangen af 2022.

- Der er ikke mange steder at gå hen i forhold til renteafkast på den forreste ende af rentekurven. Renterne vil være ganske tæt på, hvor de er nu, ind til Fed beslutter noget andet, og det har også en ganske kraftig indflydelse på den lange ende af rentekurven, sagde Bill Merz, chef for renteinvesteringer hos U.S. Bank Wealth Management, til Reuters.

Merz mener derfor, at obligationer vil være et af de "mindst interessante" markeder i resten af 2020.

Mandag kunne investorerne dog også notere sig en blandet nyhedsagenda. I USA steg smittetallet med corona fortsat, mens der i den anden vægtskål var et overraskende positivt nøgletal.

Antallet af igangværende bolighandler i USA steg nemlig med ikke mindre end 44,3 pct. i maj sammenlignet med måneden før. Det var den største stigning nogensinde, og det overgik alle økonomers forventninger. Ifølge Bloomberg News havde økonomerne blot regnet med en stigning på under det halve - nemlig 19,3 pct. I april faldt igangværende bolighandler 21,8 pct.

Med til at dæmpe renterne i USA er også, at den amerikanske centralbank har et opkøbsprogram af stats- og realkreditobligationer. Programmet er på op mod 120 mia. dollar om måneden, og det sikrer ikke bare likviditet i markedet, men også relativt højere kurser og dermed lavere effektive renter. Samlet set har Federal Reserve, siden coronakrisen startede, købt obligationer for mere end 2300 mia. dollar.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Relaterede nyheder