USA/T-bond: Virusskræmte investorer søgte over i obligationer

Udgivet den 22-01-2020  |  kl. 06:32  |  

Investorerne søgte væk fra aktierne, som faldt en smule tirsdag, og over i obligationsmarkedet, hvor renterne steg pænt. Udviklingen var drevet af det voksende udbrud af sygdom forårsaget af coronavirus i Kina. Et udbrud, som tirsdag bredte sig med det første bekræftede tilfælde i USA i delstaten Washington.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt på den baggrund med knap 6 basispoint til 1,77 pct., hvilket også var niveauet, da det danske obligationsmarked lukkede. I løbet af tirsdagen vekslede den tiårige rente mellem 1,76 og 1,82 pct.

Onsdag morgen på markedet i Tokyo, Japan, handles den amerikanske T-bond med en rente på 1,78 pct.

Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation faldt sideløbende med 3 basispunkter til nær 1,53 pct. Med den udvikling in mente fladede rentekurven ud til omtrent 24 basispoint fra 26 fredag. Det amerikanske obligationsmarked var lukket mandag, da man i USA fejrede Martin Luther King Jr.

- Renternes fald tirsdag var udtryk for en flugt til sikkerhed. Det harmonerer. Ligesom det ramte især cykliske aktierne, så er det en frygt for, at virusudbruddet vil ramme økonomierne. Man er bange for væksten i Kina og globalt. Det indregner man lidt mere i obligationsmarkedet, ligesom man indregner det mere i den lange ende, fordi det også kan påvirke inflationen, forklarer Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

Han peger på, at da Sars i sin tid hærgede - især i Asien - faldt aktierne med 20 pct. i regionen, og ifølge Handelsbanken påvirkedes Kinas BNP negativt med 0,8 pct. i 2003.

Med til også at skabe pessimisme var meldingen fra den amerikanske finansminister Steven Mnuchin, som i The Wall Street Journal lod forstå, at den næste handelsaftale, fase 2, med Kina formentlig ikke vil blive et "big bang", men snarere vil nedtrappe spændingerne løbende.

I forvejen var flere markedsdeltagere skuffede over det reelle indhold af den fase 1-aftale, som Kina og USA underskrev sidste onsdag i Det Hvide Hus i Washington.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Relaterede nyheder