USA/T-bonds: Renten styrtdykkede efter ringe jobvækst
De amerikanske renter styrtdykkede fredag efter at den skuffende amerikansk arbejdsmarkedsrapport sendte investorernes forventninger til tælling.
Den vigtige jobskabelse skuffede markant og de mange spekulative positioner, som var bygget op omkring en forventet kraftig positiv rapport, tvang investorerne til at kaste sig over obligationsopkøb for at begrænse tabene hurtigst muligt.
Den toneangivende amerikanske statsobligation - den 10-årige T-bond - sluttede fredag med en rente på 2,86 pct., hvilket var 11 basispoint eller 0,11 pct.point mindre end slutniveauet torsdag.
- Markedet fik sig en enorm overraskelse i kraft af de svagere data. De fleste investorer havde sat næsen op efter noget langt mere optimistisk, og det tynger statsobligationerne. De havde positioneret sig højere renter og bedre data, og det fik de ikke. Så nu er de tvunget til at gå i markedet. Et enkelt sæt data udgør ikke en trend, men alles øjne vil være rettet mod arbejdsmarkedet fremover, siger rentechef Thomas di Galoma fra ED&F Man Capital Markets i New York til Bloomberg News.
Den amerikanske beskæftigelsesrapport for december viste en øget beskæftigelse uden for landbruget på blot 74.000 personer i julemåneden. Det var klart ringere end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 197.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.
Dog blev jobskabelsen i november til gengæld revideret op til 241.000 mod tidligere opgjort 203.000.
Forventninger om en positiv jobskabelse var fremherskende i obligationsmarkedet siden ADP-jobrapporten onsdag viste en massiv jobvækst i den private sektor.
Den skuffende jobvækst har dog baggrund i det kolde vintervejr på det nordamerikanske kontinent. Men hvor stor en indflydelse det har haft, er svært at vurdere.
- Rapporten vil gøre en reduktion i den månedlige obligationskøb til en svær beslutningen for Federal Reserve. Hvis det ikke havde været for vejret, havde jobskabelse været højere. Men det er svært at sige hvor meget, siger økonom Thomas Simons fra Jefferies i New York til Bloomberg News.
Som en plaster på såret faldt den samlede arbejdsløshed til 6,7 pct. fra 7,0 pct. i november. Økonomerne havde ventet en fastholdelse af arbejdsløsheden på 7,0 pct. Faldet skyldes dog, at et stort antal arbejdsløse har valgt at trække sig fra arbejdsmarkedet.
Den 10-årige T-bond handles ikke i Tokyo mandag morgen, da det japanske marked er lukket for en lokal helligdag.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›