USA/tendens: Aktiefutures et nøk op efter inflationstal og fokus på Macy's og GE Vernova

Udgivet den 11-12-2024  |  kl. 14:44  |  

Selv om eftermiddagens med spænding ventede inflationstal fra USA faldt ud som ventet, er de amerikanske aktiefutures steget et lille nøk ekstra efter offentliggørelsen.

Futuren på det brede S&P 500-indeks ligger ved 14.35-tiden 0,3 pct. højere, mens det op til inflationstallene lå blot 0,1 pct. højere.

Nasdaq 100-futuren stiger desuden 0,6 pct., og Dow Jones futuren med 0,2 pct.

De amerikanske forbrugerpriser steg i november med 0,3 pct. på månedsbasis og 2,7 pct. på årsbasis, hvilket var helt som ventet af økonomerne ifølge Bloomberg News.

Inflationen i USA er dermed tiltaget marginalt fra 2,6 pct. måneden før.

Blandt selskaberne i fokus fra åbningen er detailkæden Macy's efter en nedjustering af forventningerne, og Vestas-rivalen GE Vernova, der har skuffet med prognosen for det nye regnskabsår.

En ansat hos den amerikanske detailkæde Macy's er skyld i, at kæden nu må skrue ned for forventningerne for året.

For nogle uger siden kom det frem, at medarbejderen, der havde ansvaret for udgifter til leveringer af små pakker, skjulte leveringsomkostninger for ca. 132 til 154 mio. dollar fra fjerde kvartal 2021 til og med det kvartal, der sluttede den 2. november 2024.

Det svarer i runde tal til svindel for et sted mellem 936-1093 mio. kr.

Macy's oplyser onsdag, at svindlen kommer til at påvirke 2024 med 79 mio. dollar eller 560 mio. kr. Og det er især i fjerde kvartal, at den uforudsete udgift vil påvirke tallene.

Samlet betyder det dog, at detailkæden nu ser en indtjening på 2,25-2,50 dollar mod tidligere 2,55-2,90 dollar.

Macy's aktie falder 10,5 pct. i formarkedet.

I formarkedet falder GE Vernova desuden 2,7 pct., selvom koncernen, der har produktion af vindmøller som et af flere forretningsområder, tirsdag børslukketid annoncerede et tilbagekøbsprogram af egne aktier for 6 mia. dollar.

Meddelelsen tirsdag aften bød imidlertid også på en halvlunken prognose for 2025, da GE Vernova regner med et salg på 36-37 mia. dollar. Ifølge Bloomberg News er konsensus nemlig over den høje ende af intervallet i 37,24 mia. dollar.

Positivt er det dog, at overskudsgraden (justeret EBITDA) ses i høje encifrede procentsatser mod førhen den lave ende af høje encifrede procentsatser, mens analytikerne på Wall Street dog også her regner med 8,9 pct.

Hos JPMorgen noteres det, at 2025-prognosen var lidt under konsensusforventningerne drevet af vindmøllesegmentet.

Aktien i producenten af medicinsk beklædning Figs går derimod en positiv dag i møde på børsen efter skriverier i Wall Street Journal om, at selskabet har modtaget et købstilbud fra kapitalfonden Story3 Capital Partners.

Tilbuddet på 6 dollar per aktie værdisætter virksomheden til mere end 1 mia. dollar, skriver avisen.

Figs-aktien stiger 11,3 pct. til 5,71 dollar i formarkedet.

Fødevarekonglomerat Mondelez, der særligt gør sig i søde sager, har annonceret et aktietilbagekøbsprogram på hele 9 mia. dollar svarende til 64 mia. kr.

Aktietilbagekøbsprogrammet svarer til 11 pct. af Mondelez' markedsværdi, skriver Bloomberg News.

På samme tid fastholder fødevarekæmpen, der blandt andet er kendt for Marabou, Oreo, Milka og Toblerone, det kvartalsvise udbytte på 47 cent per aktie.

I formarkedet stiger Mondelez 3,6 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:56 Elon Musk bliver første person med formue over 400 mia. dollar
17:54 Europa/aktier: Lille aktieoptur efter inflationstal fra USA
17:21 Kitkat-producents hovedaktionær rygtes at have afvist et bud fra Marabou-producenten
17:13 Onsdagens obligationer: Rentefald efter inflationstal fra USA blev neutraliseret
17:12 Onsdagens obligationer: Renter lidt ned trods lille stigning i inflationen i USA
17:04 Onsdagens aktier: Pandora og Bavarian dæmpede C25-fald anført af Vestas og Mærsk
15:59 Tørlastindekset Baltic Dry falder 4,3 pct.
15:57 Marabou-producents aktietilbagekøbsprogram giver smæk til mulig udkåren
15:46 USA/tendens: Sværvægtere trækker op i positiv aktiestart i New York efter inflationstal
15:19 Broadcom går grøn dag i møde efter rygter om AI-chipsamarbejde med Apple
15:04 Lovende inflationstal peger mod rentenedsættelse i næste uge vurderer økonomer
14:46 Hvidbjerg Bank ser lavere indtjening til næste år
14:44 USA/tendens: Aktiefutures et nøk op efter inflationstal og fokus på Macy's og GE Vernova
14:12 Marabou-producent annoncerer kæmpemæssigt aktietilbagekøbsprogram
13:56 Opec forudser den hidtil største reduktion i efterspørgslen i år
13:41 Vestas omlægger Isle of Wight-fabrik til produktion af landmøllevinger
13:26 Exxon Mobil øger investeringerne efter kæmpeopkøb
13:21 Europa/aktier: Zara-ejer og Carl Zeiss bunder i næsten fladt marked før USA-tal
13:10 Medarbejders svindel får amerikansk detailkæde til at nedjustere - aktien dratter
12:54 Ørsteds får god pris for taiwanesisk projekt vurderer Sydbank