USA/tendens: Apple ses på rekordkurs på ny plusdag

Udgivet den 29-01-2020  |  kl. 14:14  |  

Gevinsterne ventes igen at rulle på det amerikanske aktiemarked onsdag, hvor markedet fortsætter med at gøre comeback oven på mandagens uro om coronavirusset fra Kina.

Et opløftende regnskab fra Apple tirsdag efter børslukketid tæller på plussiden. Derimod skuffer chipsektoren, mens Starbucks synes at være ramt af advarsler om mulige effekter af coronavirusset.

S&P 500-futuren ligger til en gevinst på 0,3 pct. og har sammen med et plus på 1 pct. tirsdag snart indhentet faldet på 1,6 pct. mandag, hvor bekymringerne over coronavirusset var på sit højeste.

Dow Jones-futuren stiger 0,4 pct., og også Nasdaq-futuren ligger 0,4 pct. højere.

APPLE STÅR TIL BELØNNING

På den grønne gren finder man Apple, der stiger 1,7 pct. i formarkedet og ligger til at sætte rekord efter et solidt regnskab for det forskudte første kvartal, der dækker perioden oktober til december 2019.

Et stærkt salg af iPhones medvirkede til, at Apple slog de ellers høje omsætningsforventninger i julekvartalet, samtidig med at prognosen for den nuværende periode selv i bunden af det udmeldte interval var over forventningerne på Wall Street.

Apple forudser en omsætning i intervallet 63 til 67 mia. dollar i andet kvartal, mens analytikerne ifølge Bloomberg News blot har set frem til en toplinje på 62,33 mia. dollar.

På bundlinjen fik Apple et justeret resultat per aktie på 4,99 dollar mod 4,18 dollar i samme periode et år før.

STØRRE OVERSKUD END VENTET

Også Starbucks tjente mere end ventet i sit første kvartal, som sluttede med udgangen af 2019.

Selskabet fik i perioden med et justeret overskud per aktie på 79 cent mod 70 cent for et år siden, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med en indtjening per aktie på 76 cent.

Aktien falder dog 1,1 pct. i formarkedet. Kæden har lukket mere end 2000 caféer i Kina og advarer om, at årsresultatet kan blive påvirket af coronavirusset.

FLERE GIGANTER MED REGNSKAB

Onsdagen har også budt på regnskaber fra den amerikanske industrigigant, General Electric, burgerkæden McDonald's og flyproducenten Boeing.

For General Electric er hovedoverskrifterne både et bedre salg og indtjening end ventet, og det sender aktien 5,4 pct. højere i formarkedet.

Også McDonald's har gjort det godt i sidste kvartal, men aktien falder ikke desto mindre 0,8 pct. i formarkedet. Ifølge nyhedsbureuaet Dow Jones kan det hænge sammen med et fald i antallet af gæster i USA. Samtidig har burgerkæden også måttet lukke restauranter i Kina på grund af coronavirusset.

For Boeing har 2019 budt på underskud for første gang siden 1997. Det skete i et år med store problemer med flytypen 737 Max, der var involveret i to flystyrt, men kommer umiddelbart ikke bag på aktiemarkedet, der sender aktien 1,7 pct. højere i formarkedet.

SKUFFELSER FRA CHIPSEKTOREN

Fokus kan der også ventes onsdag på e-handelsplatformen, Ebay, der både overraskede og skuffede investorerne med sin prognose for 2020. Omsætningsforventningen var til den svage side, mens indtjeningsprognosen er højere, end analytikerne havde set frem til. Omsætningsdelen blev dog dråben, der fik bægeret til at flyde over, idet aktien falder 4,6 pct. i formarkedet.

I chipsektoren kan der ventes pres på Advanced Micro Devices, AMD, og Xilinx, der begge har skuffet med salgsprognoser for indeværende kvartal.

Xilinx venter en omsætning på 750-780 mio. dollar mod estimeret 827 mio. dollar ifølge Bloomberg News. For AMD når salgsprognosen på 1,75-1,85 mia. dollar heller ikke på niveau med estimatet i markedet på 1,87 mia. dollar. AMD falder 4,4 pct. i formarkedet, og Xilinx taber lidt over 8 pct.

I vrimlen af regnskaber er der også nyt fra Mastercard, der kom ud af fjerde kvartal med et justeret resultat per aktie på 1,96 dollar. Det var 8 cent mere end ventet og sender aktien 1 pct. højere i formarkedet.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder