USA/tendens: Banker og Teva tager fokus i rødt marked

Udgivet den 16-10-2019  |  kl. 14:25  |  

Der er lagt op til mindre kursfald på de amerikanske børser onsdag eftermiddag.

Der vil være fokus på Bank of America og BNY Mellon, der har aflagt regnskab inden åbningen, og flere medicinalselskaber, der lurer på forlig i sagen om opioider, der har skabt en misbrugskrise i USA.

Omkring en time før åbningen falder futures 0,2-0,3 pct. for de tre toneangivende aktieindeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones.

Dermed vil der være lagt op til en modsat retning end tirsdag, hvor en række storbanker og medicinalkæmpen Johnson & Johnson sparkede gang i regnskabssæsonen.

Ifølge Marketwatch er der blandt investorerne usikkerhed om, hvorvidt forskellige syn på protesterne i Hongkong kan blive et problem i forhold til at lande en endelig handelsaftale mellem Kina og USA.

Det sker, efter at Repræsentanternes Hus i USA tirsdag stemte for et forslag, der fastslår, at Hongkongs særlige handelsstatus med USA er afhængig af, at myndighederne i byen respekterer menneskerettighederne og basale retsstatsprincipper. Det har forarget den kinesiske regering.

Forud for handelsstart har Bank of America offentliggjort regnskab for tredje kvartal. Banken, der er den næststørste i USA, fik et overskud på 0,75 dollar per aktie.

Det overgik de 0,68 dollar, som analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet. Aktien stiger 2,3 pct. i formarkedet.

Bank of New York Mellon har også været i ilden. Bankens overskud endte på 1,07 dollar per aktie, og det ramte ligeledes over analytikernes spådom, der lød på 0,99 dollar. Aktien stiger 1,3 pct. i formarkedet.

Derudover er der fokus på en række medicinalselskaber, der er involveret i den misbrugskrise om opioider i USA, som har skabt afhængighed og betydet dødsfald for tusindvis af amerikanere.

Ifølge Wall Street Journal er der forhandlinger om, at tre distributører af den smertestillende medicin, som sagen drejer sig om, skal være klar til at betale samlet 18 mia. dollar over 18 år i et forlig med flere myndigheder.

Det er de tre selskaber McKesson, AmerisourceBergen og Cardinal Health. Aktierne stiger henholdsvis 7 pct., 7 pct. og 6 pct. i formarkedet.

Der er også rygter om, at det israelske medicinalselskab Teva, der også er børsnoteret i USA, skal være klar til at indgå forlig i sagen.

Ifølge Bloomberg News skal Teva, der har danske Kåre Schultz som topchef, have tilbudt at give medicin til at komme af med afhængigheden til en værdi af 15 mia. dollar over ti år for at sætte punktum for en lang række søgsmål. Teva-aktien stiger 3,3 pct. i formarkedet.

Onsdag aften - når markedet er lukket - vil der være regnskab fra blandt andet streamingtjenesten Netflix, teknologiselskabet IBM og aluminiumsproducenten Alcoa.

/ritzau/FINANS

Aske Muff

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder