USA/tendens: Fokus skifter fra finans til tech i stillestående indeks

Udgivet den 17-07-2019  |  kl. 14:45  |  

De sidste store bankregnskaber er tikket ind, før klokkerne ringer på børserne i USA onsdag. Både Bank of America og BNY Mellon har begge præsenteret regnskab for andet kvartal, og onsdag efter børslukketid kan investorerne også se frem til regnskaber fra Netflix og IBM.

Der er udsigt til en åbning med små plusser for de tre toneangivende aktieindeks i form af Dow Jones, S&P 500 og teknologitunge Nasdaq. Tirsdag lukkede de tre indeks med fald på mellem 0,1-0,5 pct.

Hvis man spejder mod futures, stiger Dow Jones marginalt med 0,1, mens det bredeste af indeksene, S&P 500, løftes med 0,1 pct. Det samme gælder Nasdaq, som også stiger 0,1 pct.

Bank of America formåede før børsåbningen at levere det bedste kvartal nogensinde. Det var samtidig bedre end ventet blandt analytikerne, som havde forudset en indtjening per aktie på 0,71 dollar ifølge Refinitiv.

Indtjeningen per aktie landede på 0,74 dollar, og det var en del højere end samme periode sidste år, hvor tallet lød på 0,63 dollar per aktie.

Indtjeningen slog estimaterne, men investorerne sender stadig aktien ned med 0,3 pct. i det amerikanske formarked.

En anden bank, som også tjente mere end ventet, var Bank of New York Mellon, der er en af de største banker i USA.

Indtjeningen per aktie endte i andet kvartal på 1,01 dollar mod analytikernes estimat på 0,95 dollar ifølge Bloomberg News. Det var marginalt under niveauet i andet kvartal sidste år, hvor banken tjente 1,03 dollar per aktie.

Banken skuffede lidt på rentemarginalen, der i andet kvartal blev opgjort til 1,12 pct. mod ventet 1,16 pct. Også her var der en tilbagegang sammenlignet med den tilsvarende periode året før, hvor nettorentemarginalen endte på 1,26 pct.

Investorerne tager godt imod regnskabet, og aktien stiger 3,3 pct. i det amerikanske formarked.

INDTJENINGEN I FOKUS HOS NETFLIX

Det er ikke kun hos finanssektoren, at investorerne har øjnene rettet mod bundlinjen. Det gælder også for Netflix, hvor indtjeningen kan komme i fokus i regnskabet for andet kvartal efter lukketid onsdag.

Det kan nemlig give nogle konkrete svar på, om kunderne er villige til at betale en højere pris for deres abonnement. Streamingtjenesten har hævet prisen verden over, så det er blevet en smule dyrere at se sin yndlingsserie eller film, skriver Bloomberg News.

Analytikerne regner ikke med den store vækst på hjemmemarkedet i USA, og det er brugerne rundt omkring i verden, som skal trække væksten for Netflix.

De højere priser vil også have en positiv indvirkning på omsætningen allerede i dette kvartal, påpeger analytikere ifølge Bloomberg News. Omsætningen forventes at lande på 4,93 mia. dollar, hvilket vil være en stigning på 26 pct.

Aktien stiger 0,5 pct. i formarkedet.

For softwaregiganten IBM vil der være fokus på selskabets kerneforretning i regnskabet for andet kvartal. IBM var i tidligere tider den ledende stjerne inden for it, men selskabet har haft svært ved at løfte omsætningen på sine kerneområder såsom infrastruktur til virksomheder og it-service.

For at vende det har selskabet investeret meget i kunstig intelligens og cloud-software. Aktien er steget med 26 pct. i 2019, og onsdag stiger den 0,3 pct. i formarkedet.

EU VIL UNDERSØGE AMAZON

Giganten Amazon er kommet i EU-Kommissionens søgelys, da den danske EU-konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har haft Amazon i kikkerten siden sidste år og har lavet en indledende undersøgelse.

EU indleder nu en formel undersøgelse af, hvorvidt handelsplatformens brug af data fra forhandlere på selskabets netsider er konkurrenceforvridende, skriver Reuters.

Kommissionen har holdt øje med Amazons dobbeltrolle, da selskabet både er detailhandler og vært for andre selskaber, der forhandler på hjemmesiden.

Ifølge avisen Finansiel Times kom mere end halvdelen af de varer, der blev solgt via Amazon i 2017, fra tredjepartsforhandlere.

I sin indledende undersøgelse har EU blandt andet sendt spørgeskemaer ud til forhandlerne, der bruger Amazon, skrev avisen onsdag morgen.

Aktien falder med 0,2 pct. i det amerikanske formarked.

/ritzau/FINANS

Patrick Solberg

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
10,45%
 
15:39:01

 
9,21%
 
15:39:01

 
4,50%
 
15:39:01

 
1,69%
 
15:39:01

 
1,02%
 
15:39:01

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder