USA/tendens: Fremgang i sigte med fokus på hjælpepakkeforhandlinger

Udgivet den 12-08-2020  |  kl. 14:33  |  

De amerikanske aktiemarkeder ligger onsdag til at åbne i grønt, efter at S&P 500-indekset tirsdag oplevede det største fald i tæt ved tre uger.

Futures for de tre ledende indeks indikerer stigninger på 0,7 til 0,9 pct.

Investorerne holder nøje øje med forhandlingerne om en ny corona-stimuluspakke til de amerikanske husholdninger og virksomheder.

Senatets republikanske leder, Mitch McConnel, sagde tirsdag, at forhandlingerne havde nået et dødvande, og det ramte appetitten på aktier og andre risikoaktiver.

- Mitch McConnells kommentar indikerer, at vi måske ikke kan få en aftale, før Kongressen går på ferie. Markedet ser ud til at indregne en stimulus, på trods af at politikerne nedtoner oddsene, siger Edward Park, der er viceinvesteringschef hos Brooks Macdonald, til Dow Jones Newswires.

Moderna indikeres 11,6 pct. højere i formarkedet, efter at biotekselskabet har modtaget en ordre fra den amerikanske regering på 100 mio. doser af selskabet vaccinekandidat mrna-1273 til en værdi af 1,525 mia. dollar.

Det bliver også positivt modtaget hos analytikerne, der argumenterer for, at aftalen validerer den potentielle covid-19-vaccines løfte.

Tesla-aktien kører frem med 6,6 pct. i formarkedet, efter at den amerikanske el-bilproducent har annonceret et 5-for-1-aktiesplit for at gøre aktien mere tilgængelig for småinvestorer.

Hver aktionær, der holder aktien den 21. august, vil modtage et udbytte på yderligere fire aktier for hver aktie de holder. Første handelsdag med de nye aktier vil blive 31. august.

Bankerne har været godt kørende de seneste dage, hvor de udover sektorrotation og genopretningshåb efter Ruslands vaccine-melding blandt andet har været hjulpet af stigende renter.

Renten på den tiårige amerikanske statsobligation stiger til 0,6714 pct., hvilket er fjerde dag i træk med fremgang og en stigning til det højeste niveau siden 7. juli.

Bank of America indikeres 1,8 pct. højere efter tirsdagens plus på 1,4 pct., og Wells Fargo indikeres 1,7 pct. højere efter tirsdagens stigning på 2,5 pct.

Apple-indikeres 1,1 pct. højere efter tirsdagens fald på 3,0 pct., der kom efter sektorrotation ud af it-aktier og ind i valueaktier. Generelt kommer teknologiaktierne lidt igen, hvor Amazon.com indikeres 0,7 pct. højere efter tirsdagens fald på 2,1 pct.

Apples kursmål er løftet til 460 dollar fra 440 dollar hos finanshuset Evercore ISI, der henviser til, at aktien historisk er steget forud for lanceringer, og det ventes ikke at ændre sig før lanceringen af Apples 5G-iPhone.

Yderligere har den taiwanske Apple-underleverandør Hon Hai Precision Industry overgået forventningerne efter øget efterspørgsel efter iPads og Macbooks samlet af flagskibsdivisionen Foxconn.

Olieprisen holder sig tæt på det højeste niveau i fem måneder og giver udsigt til stigninger til olieselskaberne.

Chevron indikeres 1,5 pct. højere, og Apache Corp. indikeres 2,8 pct. højere.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder