USA/tendens: Hjælpepakkeforhandlinger og strøm af regnskaber i fokus

Udgivet den 21-10-2020  |  kl. 14:29  |  

De amerikanske aktiefutures indikerer små fald, når markedet åbner om godt en times tid. En række store virksomheder som Netflix, Abott, Snap, Verizon og Biogen er i fokus efter kvartalsregnskaber, men ellers har investorerne antennerne rettet mod forhandlingerne om en ny hjælpepakke i USA.

Ved 14.20-tiden ligger futuren for S&P 500-indekset marginale 0,04 pct. lavere, efter at det brede indeks tirsdag steg 0,5 pct. til 3443,12 på håb om vedtagelsen af ny økonomisk hjælpepakke, som dog ikke kom på plads tirsdag.

Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, havde tidligere sat tirsdag som deadline for forhandlingerne om mere stimulus til den trængte økonomi, men i løbet af tirsdagen åbnede hun op for, at der kan blive nået en aftale i løbet af ugen.

Der er dog fortsat politiske uoverensstemmelser, og i markedet er der tvivl om, hvorvidt det vil være muligt at få vedtaget en ny redningspakke før præsidentvalget 3. november.

- Alle er enige om, at mere stimulus er nødvendigt. Jeg er ikke alt for optimistisk med hensyn til udsigterne for mere stimulus inden valget, siger markedsstrateg Hugh Gimber fra J.P. Morgan Asset Management til Reuters.

STREAMINGTJENESTE SKUFFER

Netflix leverede en sjælden skuffelse, da streamingtjenesten tirsdag efter børslukketid kom med regnskab for tredje kvartal. Selskabet har fået mange nye abonnementer under covid-19, men meget tyder nu på, at effekten er ved at aftage.

I tredje kvartal fik Netflix samlet 2,20 mio. nye kunder mod ventet 3,32 mio. nye abonnementer ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. I alt havde Netflix ved kvartalets udgang 195,2 mio. kunder mod spået 196,3 mio.

- Som vi ventede, er væksten bremset op med 2,2 mio. nye kunder i tredje kvartal mod 6,8 mio. i tredje kvartal 2019. Vi mener, at dette især skyldes vores rekordvækst i første halvår, skriver Netflix i et brev til aktionærerne.

I formarkedet falder Netflix 5,3 pct.

Aktien i selskabet bag det sociale medie Snapchat, Snap, brager i formarkedet derimod i vejret med 23 pct. efter selskabets regnskab, der ligeledes kom efter børslukketid tirsdag. Regnskabet viste en stigning i omsætningen i tredje kvartal på hele 52 pct. til 679 mio. dollar. Det var langt over analytikernes forventninger på 559 mio. dollar.

SALG AF TESTUDSTYR HJÆLPER ABBOTT OG THERMO FISHER

Forud for børsåbningen onsdag er det væltet ind med regnskaber. Medicinalselskabet Abbott Laboratories præsterede bedre end ventet i tredje kvartal, hvor det blandt andet har nydt godt af en stor efterspørgsel efter covid-19-test, som selskabet i august fik myndighedsgodkendelse til nødbrug af.

I formarkedet stiger Abbotts aktie 1,1 pct.

Også medicoselskabet Thermo Fisher, som i formarkedet stiger 1,7 pct., har profiteret et stærkt salg af covid-19-relateret udstyr. I tredje kvartal øgede selskabet omsætningen med 36 pct. til 8,52 mia. dollar, hvilket er betydeligt over analytikerprognosen på 7,63 mia. dollar ifølge Bloomberg News.

Aktierne i Biogen og Verizon rykker sig i formarkedet derimod mindre end 1 pct. efter deres regnskabsfremlæggelser.

Omsætningen hos olieservicekoncernen Baker Hughes faldt mindre end frygtet i tredje kvartal, hvor indtjeningen udviklede sig på linje med analytikernes forventninger. Omsætningen dykkede med 14 pct. til 5,05 mia. dollar, mens analytikerne havde estimeret 4,75 mia. dollar.

NIKOLA I FOKUS EFTER KOMMENTARER FRA GM

Der er også fokus på elbilproducenten Nikola, efter at chefen for GM, Mark Reuss, i et interview med CNBC, udtalte, at han ser meget frem til at samarbejdet med selskabet. Der har tidligere været sået tvivl om aftalen med GM, og endnu er partnerskabet ikke på plads ifølge Reuss.

Investorerne tager dog de positive kommentarer til efterretning og handler i formarkedet aktien op med 6,7 pct.

Nextera Energy, der er blandt de største vindparkejere i USA, slog analytikernes forventninger til indtjeningen, men skuffer til gengæld på omsætningen. Det fremgår af selskabets regnskab for tredje kvartal.

Her landede den justerede indtjening per aktie på 2,66 dollar mod ventet 2,59 dollar ifølge konsensusestimater indsamlet af Bloomberg. Aktien i Nextera steg tirsdag med 0,5 pct. til 300,99 dollar.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder