USA/tendens: Intel står til regnskabsgevinst i grønt marked

Udgivet den 24-01-2020  |  kl. 14:09  |  

Det ser ud til, at der vil være en positiv stemning på det amerikanske aktiemarked, når handlen på Wall Street fredag indledes. Et par timer inden åbningen peger futures for de tre ledende indeks, S&P 500, Dow Jones og Nasdaq, således op med 0,2-0,3 pct.

Dermed ser det amerikanske aktiemarked ud til at følge efter de asiatiske og europæiske aktiebørser, der drager et lettelsens suk, efter at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, torsdag aften har sagt, at det kinesiske udbrud af coronavirusset ikke ses som en global sundhedskrise - endnu.

Virusudbruddet har ifølge AFP kostet mindst 25 mennesker livet, mens mindst 830 mennesker er smittet med virusset, der er udsprunget fra millionbyen Wuhan, som er et trafikalt knudepunkt for kineserne.

Torsdag var der indledningsvis en negativ stemning på det amerikanske marked, men udmeldingen fra WHO betød, at S&P 500-indekset endte med en lille stigning på 0,1 pct., mens Dow Jones-indekset alligevel faldt 0,1 pct. Nasdaq-indekset steg 0,2 pct. til rekordniveauet 9402,49.

INTEL STÅR TIL KURSHOP EFTER REGNSKAB

Fokus kan fredag samle sig om regnskabsaktuelle Intel, der torsdag aften efter markedets lukning præsenterede sin tal for fjerde kvartal, der i den grad satte analytikernes forventninger til vægs.

Den amerikanske chipkæmpe løftede i årets sidste kvartal sin omsætning med 8 pct. til 20,21 mia. dollar, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet en tilbagegang til 19,22 mia. dollar.

Det justerede overskud landede i fjerde kvartal på 1,52 dollar per aktie mod konsensus på 1,25 dollar og en indtjening på 1,28 dollar per aktie samme periode af 2018.

Også prognosen for 2020 begejstrede analytikerne. Intel forventer således at kunne fremvise en omsætning på 73,50 mia. dollar og en justeret indtjening per aktie på 5 dollar i 2020. Analytikerne ventede blot en prognose om en toplinje på 72,21 mia. dollar og en justeret indtjening per aktie på 4,69 dollar.

Oven på tallene ser Intel ud til at gå en særdeles positiv dag i møde på aktiemarkedet. Aktien stiger i formarkedet 4,8 pct. til 66,35 dollar.

KREDITKORTKÆMPE OVERRASKER ANALYTIKERNE

American Express har også været aktuel med tal for årets sidste kvartal, hvor kreditkortselskabet kunne glæde investorerne med en justeret indtjening på 2,03 dollar mod ventet 2,01 dollar ifølge Bloomberg News.

I 2020 venter American Express et justeret resultat på 8,85-9,25 dollar per aktie, og midtpunktet af intervallet ligger en smule over gennemsnitsestimatet hos analytikerne på 8,95 dollar per aktie.

I formarkedet stiger kreditkortaktien 2,4 pct. til 134,50 dollar.

Torsdag aften var chipproducenten Skyworks også aktuel med kvartalstal, der var bedre end ventet blandt analytikerne.

Selskabet havde her et justeret overskud på 1,68 dollar per aktie mod ventet 1,65 dollar blandt analytikerne, men aktien indikeres alligevel lavere i formarkedet, hvor den falder 1,6 pct. til 126,20 dollar.

Ifølge CNBC skyldes det, at konkurrenten Broadcom har indgået en aftale med Apple om at levere trådløse komponenter til selskabets produkter i 2023. Aftalen har en estimeret værdi på 15 mia. dollar.

Broadcom stiger i formarkedet 3,6 pct. til 331 dollar.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder