USA/tendens: Nasdaq tynges af teknologiaktierne - Nvidia leder an

Udgivet den 06-12-2021  |  kl. 14:44  |  

Chipkæmpen Nvidia ser ud til at sidde fast i startblokken blokken mandag, når handlen åbner. Aktien indikeres at falde op mod 4 pct. fra handelsstart efter et fald på 4,5 pct. fredag.

Nvidia er i modvind, da den amerikanske Federal Trade Commission har anlagt en sag for at blokere Softbanks salg af det britiske chipdesignerselskab Arm til netop Nvidia. Chipkæmpen hiver AMD og Qualcomm med ned med fald på henholdsvis 2,5 og 0,5 pct.

Samlet tynger tech-aktierne Nasdaq-indekset, der ser ud til at åbne ugen med et fald 0,3 pct. Dermed går indekset sin egen vej. For futures de to øvrige ledende indeks, S&P 500 og Dow Jones, stiger henholdsvis 0,3 pct. og 0,6 pct. forud får handelsstart.

De amerikanske aktiebørser rundede sidste uge af med klare fald fredag, hvor særligt teknologiaktierne havde det svært.

Fredagen startede positivt med små stigninger fra start efter en ellers skuffende amerikansk jobrapport for november, men stemningen vendte hurtigt rundt.

Ligesom tidligere på ugen var bekymring for udbredelsen af den nye coronavariant, Omikron, med til at skabe usikkerhed på markedet, og nogle investorer valgte altså sælge ud op til weekenden. Søndag havde Omikron-varianten spredt sig til omkring en tredjedel af amerikanske stater fra søndag.

Det brede S&P 500-indeks endte fredag 0,9 pct. lavere, og Dow Jones-indekset faldt 0,2 pct. Hårdest ramt var dog det teknologitunge Nasdaq-indeks, som endte 1,9 pct. lavere.

TRUMP-AKTIER I OPTUR

Aktier med tilknytning til den tidligere amerikanske præsident Donald Trump stiger mandag inden børsåbningen i USA, skriver Bloomberg News.

Det sker ifølge nyhedsbureauet, efter at SPAC-selskabet Digital World Acquisition, som er på vej til at blive fusioneret med medieselskabet Trump Media & Technology, i weekenden sikrede en kapitalrejsning på 1 mia. dollar.

Dermed har det snart børsnoterede Trump Media samlet over 1,25 mia. dollar i likvider til virkeliggørelse af Trumps plan om et nyt socialt medie ved navn Truth Social.

Digital World Acquisition stiger 9 pct. i formarkedet.

Også Phunware, der stod for Trumps seneste kampagne for at blive genvalgt, stiger med 2,6 pct. Desuden ligger SPAC-selskabet, CF Aquisition, der for nyligt indgik aftale med videoplatformen Rumble om en fusion hele 25,9 pct. højere.

Trump Media Group bruger Rumble til distribution, skriver Bloomberg.

DOCUSIGN FORTSÆTTER NEDTUR

Fredag faldt Docusign, som leverer elektroniske signaturløsninger, med 42 pct., efter at det torsdag efter børslukketid skuffede med en opgørelse af faktureringer i tredje kvartal.Mandag ser det ud til, at kursfaldet fortsætter - omend i et betydeligt mindsket tempo.

Aktien ligger med et minus på 2,7 pct. i formarkedet.

Våbenproducenten Smith & Wesson var også en af fredagens helt store tabere med et fald på 29 pct. Baggrunden var et skuffende regnskab for andet kvartal af selskabets forskudte regnskabsår.

Mandag tager aktien lidt til genmæle og stiger 0,9 pct., forud for at handlen starter.

Kinesiske Didi Global forlader børsen i New York for i stedet at søge om notering i Hongkong. Dermed blev det en fransk visit for selskabet i New York, da Didi gik på børsen i USA tilbage i juli.

Aktien i Didi faldt fredag 22 pct. og mandagen ser det ud til, at faldet fortsætter med et minus på 5,4 pct.

Tesla faldt desuden 6,4 pct., da det kom frem, at grundlægger, topchef og storaktionær Elon Musk har solgt yderligere aktier i elbilproducenten for 1,01 mia. dollar for at betale skatter i forbindelse med udnyttelse af 2,1 mio. optioner.

Musk har solgt aktier for 10,9 mia. dollar, siden han på Twitter den 6. november spurgte brugerne, om han skulle afhænde 10 pct. af sine Tesla-aktier.

Tesla-kursen bakker 2,4 pct.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder