USA/tendens: Optræk til grøn start efter gode regnskaber

Udgivet den 20-01-2021  |  kl. 14:33  |  

Den amerikanske regnskabssæson ruller endnu en gang, og onsdag kom turen til blandt andet Morgan Stanley, der fulgte trop på de sidste dages bankregnskaber. Også Procter & Gamble samt United Health er kommet med regnskab. Fælles for alle tre er, at de over en bred kam har leveret bedre end ventet.

Blandet med et solidt regnskab fra Netflix tirsdag aften efter markedets lukning er det med til at skubbe gang i futures for de tre ledende indeks, der alle indikeres til en grøn åbning.

Futures for S&P 500 stiger 0,4 pct., mens Nasdaq indikeres op med 0,9 pct., og Dow Jones ligger til en stigning på 0,1 pct.

Med til at puste til den gode stemning er, at markedet har fået bekræftet sin tro på en ny amerikansk hjælpepakke, efter at den kommende finansminister, Janet Yellen, tirsdag opfordrede de amerikanske politikere til at "act big" ("handle stort", red.) i forhold til en ny runde stimuli.

NETFLIX OPJUSTEREDE

Den amerikanske streamingtjeneste Netflix kom tirsdag aften med regnskab for fjerde kvartal, som blandt andet bød på en opjustering af forventningerne.

De sidste tre måneder af 2020 fik Netflix netto 8,51 mio. nye kunder. Det var et fald på årsbasis på 2,9 pct., men det var bedre end de ventede 6,06 mio. kunder, der ifølge Bloomberg News var ventet blandt kunderne.

Netflix regner nu med en omsætning i første kvartal på 7,13 mia. dollar mod ventet 7 mia. dollar, og indtjeningen per aktie spås lande på 2,97 dollar mod konsensus på 2,12 dollar. På baggrund af en driftsmargin på 25 pct. sammenlignet med analytikernes bud på 19 pct.

Måske ligeså vigtigt regner Netflix med en neutral pengestrøm, mens analytikerne havde regnet med minus 620 mio. dollar.

Netflix-aktien stiger 13,3 pct. i formarkedet.

MORGAN STANLEY LEVEREDE BEDRE END VENTET

Den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley er kommet godt igennem fjerde kvartal, hvor både indtægter og indtjening overrasker positivt.

På den negative side er udgifterne på et højere niveau end ventet.

Indtægterne er i fjerde kvartal steget med 26 pct. til 13,64 mia. dollar, hvilket er betydeligt over analytikerprognosen på 11,54 mia. dollar, mens indtægterne fra handel med aktier steg 30 pct. til 2,50 mia. dollar, hvilket også er over analytikernes forventning på 2,15 mia. dollar.

Den justerede indtjening per aktie er steget til 1,92 dollar fra 1,20 dollar. Her ventede analytikerne 1,29 dollar.

Det sender aktien op med 1,7 pct. i formarkedet.

PROCTER & GAMBLE OPJUSTERER

Amerikanske Procter & Gamble, der blandt ejer mærker som Pampers, Gillette og Duracell, opjusterer forventningerne til regnskabsåret for 2020/21.

Det meddeler selskabet i forbindelse med regnskabet for andet kvartal af det forskudte regnskabsår onsdag.

Procter & Gamble ser nu en salgsvækst på 5-6 pct. mod tidligere 3-4 pct. Den organiske salgsvækst ventes at være på mellem 5 og 6 pct. mod tidligere 4-5 pct.

Derudover venter selskabet at udbetale omkring 8 mia. dollar i udbytte for regnskabsåret.

Kerneindtjeningen per aktie landede på 1,64 dollar, mens analytikerne havde ventet 1,51 dollar ifølge Bloomberg.

Salget i kvartalet steg med 8 pct. til 19,75 mia. dollar. Her var der ventet 19,23 mia. dollar.

Procter & Gamble-aktien indikeres op med 1,4 pct.

Der var også solide takter fra den amerikanske sygekasse United Health Group, der kom ud en smule bedre ud af fjerde kvartal end ventet blandt analytikerne.

Det justerede overskud per aktie landede på 2,52 dollar mod estimeret 2,41 dollar blandt analytikerne, hvis estimater favnede bredt og lå i spændet 2,29 til 2,79 dollar.

Indtægterne steg 7,5 pct. fra samme kvartal sidste år til 65,5 mia. dollar, og lå dermed omtrent 0,4 mia. dollar højere end analytikernes bud.

Det overbeviser dog ikke investorerne, der sender aktien ned med 0,8 pct. før markedets åbning.

TESLA FÅR REKORDKURSMÅL

Onsdagen tegner endnu en gang til fremgang for Tesla-aktien, der var blandt sidste års absolutte højdespringere. Nu har det amerikanske finanshus Oppenheimer sat et nyt kursmål for Tesla-aktien, som er rekord blandt de analytikerne på Wall Street, der dækker aktien.

Kursmålet er sat til 1036 dollar, hvilket er mere end en fordobling af det tidligere kursmål på 486 dollar. Anbefalingen af aktien er fortsat "outperform".

- Vi forholder os negativt til, at Tesla endnu ikke har inkorporeret lidar-teknik (afstandsmåling med laser) i køretøjerne, men med over en million køretøjer på vejene har de en enorm fordel, skriver Oppenheimer.

Aktien indikeres op med 1,6 pct.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder