USA/tendens: Rød handelsdag i sigte - bankaktier på glatis

Udgivet den 21-09-2020  |  kl. 14:06  |  

Wall Street ser ud til at gå en særdeles rød handelsdag i møde mandag, hvor en giftig cocktail af alvorlige beskyldninger mod en række store banker, nye høje smittetal med covid-19 og fornyede politiske spændinger sender investorernes humør helt i kulkælderen.

Et par timer inden handelsstart falder futures for de tre ledende amerikanske aktieindeks i niveauet 1,7 pct. til 2,0 pct., og dermed ser den amerikanske handelsdag ud til at følge i hælene på Asien og Europa, som også begge er badet i rødt mandag.

Fredag endte S&P 500-indekset 1,1 pct. lavere, Nasdaq-indekset bakkede i samme takt, og Dow Jones-indekset satte sig 0,9 pct. Med til at presse markedet var, at politikerne i Kongressen fortsat ikke er blevet enige om en finanspolitisk hjælpepakke efter coronakrisen.

BANKGIGANTER INDIKERES LAVERE

Der ventes markante fald til bankaktierne fra handelsstart mandag, efter at de europæiske bankaktier er kommet gevaldigt under pres.

Årsagen er weekendens skriverier om, at mistænkelige pengestrømme for astronomiske summer er flydt igennem en række store banker og blandt andet er havnet i hænderne på narkohandlere, våbensmuglere og mafiaklaner.

Det viser papirer fra de amerikanske finansmyndigheder, som er blevet lækket til journalistsamarbejdet International Consortium of Investigative Journalists.

Med til historien hører også, at bankerne angiveligt overhørte interne advarsler.

I Europa betyder det mandag betydelige fald til blandt andet Deutsche Bank, HSBC og Barclays, og det ventes, at også de amerikanske bankaktier vil starte lavere.

I formarkedet mandag falder JPMorgan 4,8 pct., og Bank of New York Mellon indikeres 4,3 pct. lavere.

NYE CORONABEKYMRINGER PRESSER REJSESEKTOR

Med til at forværre stemningen er fornyet frygt for en decideret andenbølge af corona i Europa, hvor Storbritannien diskuterer mulighederne for en ny nedlukning af samfundet, hvis smitten kommer ud af kontrol.

Det har ramt rejse- og fritidsaktier hårdt og ventes også at ramme aktier som American Airlines, Delta Air Lines og Carnival.

American Airlines falder 2,5 pct. i formarkedet. Delta Air Lines dykker med 5,3 pct., og Carnival indikeres 5 pct. lavere.

Ifølge mediet Investing.com rapportede USA søndag 39.844 nye coronavirustilfælde, og landet nærmer sig 200.000 døde med virusset.

De amerikanske sundhedsmyndigheders tidligere formand Scott Gottlieb har advaret om, at USA skal forvente mindst en cyklus til med virusset i efteråret og vinteren.

STIFTER-EXIT SÆTTER FOKUS PÅ NIKOLA

Mandag kan opmærksomheden også samle sig om den amerikanske udvikler af eldrevne køretøjer, Nikola, som af en shortspekulant er blevet beskyldt for at misinformere om sine kompetencer.

I formarkedet falder aktien med hele 29,7 pct., efter at selskabets stifter og bestyrelsesformand, Trevor Milton, har valgt at trække sig tilbage.

Milton, som startede den Phoenix-baserede virksomhed i 2014, skiftes ud med Stephen Girsky, der i forvejen er bestyrelsesmedlem i selskabet, men som fremover kan sætte sig i formandsstolen.

Nikola har været i vælten på det seneste efter beskyldninger fra hedgefonden Hindenburg Research om, at selskabet skulle have løjet om sine teknologiske kompetencer.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder