USA/tendens: Ser rolig åbning med fokus på banker og forbrugertillid
Det amerikanske aktiemarked ventes tirsdag at åbne tæt på uændret inden offentliggørelsen af tal for forbrugertilliden en halv time efter handelsstart.
Der ventes fortsat opmærksomhed om banksektoren, som mandag var understøttet af nyheden om First Citizens BancShares' myndighedsstøttede køb af dele af Silicon Valley Bank (SVB).
Futuren for S&P 500-indekset ligger ved 14-tiden 0,1 pct. lavere efter en stigning mandag på næsten 0,2 pct. i det brede indeks. Futuren for Dow Jones- og Nasdaq-indekset ligger også næsten uændret.
Aktien i First Citizens BancShares ligger i formarkedet næsten uændret efter en stigning på hele 54 pct. mandag efter overtagelsen af ind- og udlån hos krakkede SVB.
Blandt de største banker stiger JPMorgan, Bank of America og Citigroup i formarkedet 0,2-0,4 pct. efter stigninger i de tre aktier mandag på mellem 2,8 og 5,0 pct.
I regionalbank-segmentet stiger First Republik Bank desuden med 1,7 pct. i formarkedet efter et plus på 11,8 pct. mandag.
- Det hele handler om tillid lige nu - og alt, der forsikrer aktionærer, kreditorer og indskydere om, at deres penge er sikre hos bankerne efter balladen, der gjorde en ende på SVB og Credit Suisse, siger investeringsdirektør hos AJ Bell Russ Mould ifølge Reuters.
APOTEKERKÆDE OVERRASKER POSITIVT
Udover bankerne kommer der fokus på apotekerkæden Walgreens Boots efter offentliggørelsen af et resultat for andet kvartal, der overgik analytikernes forventninger.
I kvartalet omsatte Walgreens Boots for 34,86 mia. dollar, hvor konsensus blandt analytikerne ifølge Bloomberg News lød på 33,57 mia. dollar.
Det blev omsat til et justeret resultat per aktie på 1,16 dollar, hvor konsensus lød på 1,10 dollar per aktie.
Apotekerkoncernen venter uændret et justeret resultat per aktie for hele året på 4,45-4,65 dollar.
I formarkedet stiger aktien i Walgreens Boots Alliance med 1,4 pct.
Efter børslukketid tirsdag kommer der desuden kvartalsregnskaber fra chipproducenten Micron Technology og tøjdetailkæden Lululemon Athletica.
Kørselstjenesten Lyft er i fokus efter nyheden om, at de to grundlæggere, Logan Green og John Zimmer, trækker sig fra den daglige ledelse for i stedet at træde ind i nye roller som henholdsvis formand og næstformand i bestyrelsen.
Ny topchef som afløser for Logan Green bliver David Risher, som blandt andet har været produktchef hos Amazon.
Aktien stiger 5,1 pct. i formarkedet.
CALVIN KLEIN-EJER STIGER I FORMARKEDET
Endnu mere fart er der på aktien i PVH, som blandt andet står bag tøjmærkerne Calvin Klein og Tommy Hilfiger, som i formarkedet kan noteret et plus på 12,0 pct. efter et regnskab for fjerde kvartal efter børslukketid mandag, som var noget bedre end ventet på både omsætning og indtjening.
Det kinesiske konglomerat Alibaba Group har planer om en opsplitning af selskabet i seks enheder, hvilket bliver positivt modtaget af investorerne.
Den amerikanske notering for selskabet, der primært er kendt for sin handelsplatform Alibaba, stiger 7,2 pct. i formarkedet.
Planen er at splitte selskabet op i seks enheder, der skal beskæftige sig med blandt andet e-handel, cloud-teknologi og medievirksomhed. Herefter kan de enkelte selskaber hente penge i markedet eller blive selvstændigt børsnoteret, skriver Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›