USA/tendens: Tegn på lysegrøn dag med plantebaseret aktie i hopla

Udgivet den 26-02-2020  |  kl. 14:26  |  

Efter fire dages udsalg på det amerikanske aktiemarked peger det nu mod en svagt lysegrøn åbning onsdag. Futures for to af tre af de ledende aktieindeks ligger til plusser på omkring 0,1-0,3 pct., lidt over en time før det amerikanske aktiemarked åbnes.

De små spæde tegn på plusser kommer, efter at det brede S&P 500 sluttede med et minus på 3,0 pct. tirsdag. Det teknologitunge Nasdaq tabte samtidig 2,8 pct., mens Dow Jones mistede 3,2 pct. Mandag faldt indeksene med 3,4-3,7 pct., og S&P 500 var tirsdag efter lukketid 7,6 pct. fra sin rekord, som blev sat for mindre end en uge siden.

Inden den amerikanske handel går i gang onsdag, har chefen for Verdenssundhedsorganisationen, WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, været ude og kalde den pludselig stigning i antallet af smittede med coronavirus i lande som Italien, Iran og Sydkorea for "dybt bekymrende". Men vurderingen er fortsat, at virusset kan stadig inddæmmes og ikke kan betegnes som en pandemi endnu.

- At bruge ordet pandemi lemfældigt gavner ikke nogen. Det indebærer en væsentlig risiko i forhold til at forstærke unødvendig og ubegrundet frygt, siger han.

Flere end 80.000 mennesker er blevet smittet med coronavirusset, der først blev registreret i den kinesiske Hubei-provins.

VEGANERAKTIE I PLUS

Investorerne sender aktien i Walt Disney ned - med 2,2 pct. i formarkedet - på nyheden om, at Robert Iger træder tilbage som topchef og overlader den varme stol til Bob Chapek, der kommer fra en stillig som chef for Disneys Parks.

Modsat går det for veganeraktien Beyond Meat, der stiger med 6 pct., efter at Starbucks ifølge Reuters har meddelt, at kæden i sine canadiske butikker vil begynde at sælge selskabets planbaserede morgenmadssandwich fra næste uge.

Og så er elselskabet Ameren kommet med regnskab for fjerde kvartal før åbningen af aktiemarkedet. Det viser en justeret indtjening per aktie på 38 cent mod ventede 28 cent ifølge et estimat fra Bloomberg News. Aktien steg i eftermarkedet tirsdag med 1,7 pct.

LOWE'S STIGER EFTER REGNSKAB

Detailselskabet Lowe's skuffer med både salget i fjerde kvartal og forventningerne til indeværende regnskabsår. I fjerde regnskabskvartal, som dækker november, december og januar, havde Lowe's, som har en stor rival i Home Depot, en vækst i det sammenlignelige salg på 2,5 pct. Det var under forventningerne om en stigning på 3,6 pct. ifølge IBES-data fra Refinitiv, skriver Reuters.

Også prognosen for 2020/21 skuffer, idet selskabet venter en indtjening på 6,45-6,65 dollar per aktie mod estimeret 6,67 dollar af analytikerne. Forventningerne til omsætningsvæksten lyder på 2,5-3,0 pct. for året, mens analytikerne her havde estimeret 2,9 pct. på forhånd.

I kvartalet tjente Lowe's 509 mio. dollar på bundlinjen mod et underskud på 824 mio. dollar i samme periode året før, da det nedskrev på sine canadiske aktiviteter.

Aktien stiger med 0,5 pct. i formarkedet.

Byggemarkedskæden Home Depot kom med regnskab tirsdag - men faldt med 1 pct. trods bedre end ventede resultater ifølge Bloomberg News.

Siden regnskabet har finanshuset Raymond James hævet kursmålet til 2700 dollar fra 250 dollar og gentaget anbefalingen "outperform".

Aktien falder dog med 0,4 pct. inden åbningen onsdag.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder