USA/tendens: Udsigt til rød åbning på stor regnskabsdag

Udgivet den 24-01-2023  |  kl. 14:36  |  

Det vælter tirsdag ind med regnskaber fra flere af de store amerikanske selskaber, hvor blandt andet telekæmpen Verizon, konglomeratet 3M og General Electric har præsenteret tal for fjerde kvartal og prognoser for 2023.

Ud på aftenen vil investorernes opmærksomhed rette sig mod Microsoft, der som den første it-gigant kommer med årsregnskab. Det sker efter markedets lukning.

Forud for åbningen peger pilen ned på de amerikanske aktiemarkeder, hvor de ledende indeks indikeres til fald på mellem 0,3 og 0,4 pct.

Det kommer efter pæne stigninger mandag. Her steg det brede S&P 500-indeks 1,2 pct., mens Dow Jones løftedes 0,8 pct., og Nasdaq gik mest frem med 2,0 pct.

Stigningerne red på ryggen af fredagens positive marked, efter at Christopher Waller, bestyrelsesmedlem i Federal Reserve, som ellers normalt anses for en af strammerne i bankens ledelse, fredag udtalte, at han foretrækker, at centralbanken på næste møde sænker hastigheden i renteforhøjelserne endnu en gang til 25 basispoint.

Næste rentemøde i den amerikanske centralbank er 31. januar til 1. februar.

FLERE SKUFFENDE PROGNOSER

Der har generelt været skuffende takter i de regnskabsaktuelle selskabers prognoser forude for åbningen.

Hos telekæmpen Verizon er prognosen en kende mere afdæmpet, end hvad analytikerne havde sat næsen op efter.

Overskuddet per aktie ses i intervallet 4,55-4,85 dollar, mens analytikere havde sat næsen op efter et overskud på 4,97 dollar ifølge Bloomberg News.

I fjerde kvartal tjente Verizon 1,19 dollar per aktie, hvilket var lige i øjet sammenlignet med analytikernes forventninger.

Omsætningen blev 35,3 mia. dollar mod ventet 35,2 mia. dollar.

Den skuffende prognose er med til at sende Verizon ned med 2,1 pct. i formarkedet.

Også konglomeratet 3M, der er kendt for blandt andet de gule huskesedler post-it, melder lavere ud end ventet til 2023.

For hele året venter selskabet et justeret overskud per aktie på 8,50-9 dollar. Til sammenligning havde analytikere ventet et resultat på 10,20 dollar per aktie ifølge Bloomberg News.

Den organiske vækst, forudser 3M, lander mellem 0 og minus 3 pct. næste år.

Det er dog ikke kun forventningen til indeværende regnskabsår, der skuffer. Også resultaterne i fjerde kvartal halter efter analytikernes estimater.

Her fik 3M et justeret resultat per aktie på 2,28 dollar mod ventet 2,36 dollar ifølge Bloomberg News.

3M indikeres ned med 5 pct. forud for åbningen.

Hos våbenproducenten Lockheed Martin, der blandt andet står bag F35-flyene, peger prognosen også til den svage side, om end investorerne ser ud til at fokusere på fine resultater i fjerde kvartal.

I fjerde kvartal landede indtjening per aktie på 7,79 dollar - et godt stykke over analytikerkonsensus på 7,40 dollar.

Til gengæld skuffer forventningerne til 2023. Her ventes en indtjening per aktie på 26,60-26,90 dollar mod analytikernes bud på 27,19 dollar.

Aktien stiger dog 1,7 pct. før åbningen.

GE SKUFFER I VINDMØLLE-DIVISION

Vestas-interesserede kan skue mod tirsdagens regnskab fra General Electric, der i sin forretning for vedvarende energi har tabt adskillige milliarder i 2022.

Efter et underskud i den del af forretningen i fjerde kvartal på 454 mio. dollar kan det samlede tab i divisionen for 2022 gøres op i 2240 mio. dollar mod et underskud året før på 795 mio. dollar.

Med den aktuelle valutakurs svarer det i dansk valuta til et underskud på hele 15,3 mia. kr.

Omsætningen i den vedvarende energiforretning faldt i 2022 i øvrigt til 13,0 mia. dollar fra 15,7 mia. dollar året før.

Dog spår GE et "betydeligt bedre" resultat i vedvarende energi i 2023.

Aktien stiger 2 pct. i formarkedet.

GENMAB-PARTNER OVERRASKER POSITIVT

Der er godt nyt fra Genmab-partneren Johnson & Johnson, hvor den justerede indtjening per aktie landede på 2,35 dollar mod estimeret 2,23 dollar ifølge Bloomberg. Omsætningen blev 23,71 mia. dollar mod ventet 23,86 mia. dollar.

I 2023 venter Johnson & Johnson et justeret resultat per aktie på 10,45-10,65 dollar. Det er en anelse højere end konsensus på 10,35 dollar ifølge Bloomberg.

Aktien falder dog 0,1 pct.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯