USA/tendens: Udsigt til revanche efter tunge fald ved ugens start

Udgivet den 27-10-2020  |  kl. 13:21  |  

Et lidt mildere klima breder sig på de globale aktiemarkeder først på eftermiddagen tirsdag, og i New York handles futures for de tre toneangivende aktieindeks i plus frem mod åbningen, der efter europæiske skift til vintertid er rykket en time frem til kl. 14.30 danske tid.

De store amerikanske indeksfutures stiger 0,4-0,6 pct. og indikerer dermed en revanche for de amerikanske aktier efter de tunge fald mandag på 1,6-2,3 pct. til niveauer, der var de laveste i tre uger for det brede S&P 500-indeks og det teknologidominerede Nasdaq-indeks. Handlen var mandag tynget af rekordhøje tal for coronasmitte i USA og i Europa, samtidig med at investorerne fortsat ventede forgæves på en aftale om en ny hjælpepakke til USA 's økonomi. Det billede er ikke ændret afgørende tirsdag. Men det er suppleret med offentliggørelsen af kvartalsregnskaber fra en pæn håndfuld toneangivende selskaber - især inden for medicinalsektoren.

ELI LYLLY SKUFFEDE

Eli Lilly, som konkurrerer med danske Novo Nordisk på markedet for diabetesmidler, skuffede for tredje kvartal på både omsætning og indtjening. Omsætningen blev 5,74 mia. dollar, som var under analytikernes forventninger på 5,90 mia. dollar, ifølge et estimat fra Bloomberg News.

Den justerede indtjening per aktie steg til 1,54 dollar, og her havde analytikerne ventet 1,74 dollar.

Tidligere tirsdag oplyste Eli Lilly i følge Bloomberg News, at selskabet har besluttet sig for at indstille et fase 3-forsøg med midlet Bamlanivimab til behandling af hospitalsindlagte patienter med covid-19. Øvrige coronastudier med Bamlanivimab fortsætter dog.

Eli Lilly-aktien falder 4,6 pct. til 136,22 dollar i formarkedet.

MERCK KLAREDE SIG BEDRE END VENTET

Medicinalvirksomheden Merck kom bedre end ventet ud af tredje kvartal og opjusterer sine forventninger til 2020. Den justerede indtjening per aktie blev på 1,74 dollar mod ventet 1,45 dollar ifølge Bloomberg. Der var samtidig tale om en fremgang fra tredje kvartal sidste år, hvor indtjeningen landede på 1,51 dollar per aktie. Omsætningen steg i kvartalet med 1,2 pct. sammenlignet med sidste år til 12,55 mia. dollar mod ventet 12,27 mia. dollar.

Det fremgår yderligere, at Merck opjusterer sine forventninger til året, og forventningerne til indtjeningen per aktie.

Merck-aktien stiger 1,3 pct. til 79,85 dollar frem mod handelsstart.

BLANDEDE TAL FRA PFIZER

Medicinalkollegaen Pfizer leverede et blandet regnskab for tredje kvartal, hvor salget skuffer og toppen af salgsprognosen bliver skåret med mere end 1 mia. dollar.

Aktien indikeres 0,3 pct. lavere til 37,81 dollar i formarkedet.

I tredje kvartal er salget faldet med 4,3 pct. til 12,13 mia. dollar i forhold til analytikernes forventning på 12,31 mia. dollar. Men den justerede indtjening per aktie er faldet til 72 cent fra 75 cent, hvor analytikerprognosen lød på 71 cent.

3M OVERRASKEDE POSITIVT

Konglomeratet 3M, der blandt andet producerer kontorartikler og farmaceutiske produkter, løftede i tredje kvartal sin omsætning med 4,5 pct. til 8,4 mia. dollar sammenlignet med samme kvartal sidste år.

Analytikerne havde set en omsætning på 8,35 mia. dollar.

Den justerede indtjening per aktie landede på 2,43 dollar og slog analytikernes forventninger, der lød på 2,26 dollar per aktie.

Aktien, der er blandt de 30 tunge Dow Jones-aktier, falder 1,1 pct. 164,39 dollar i formarkedet.CATERPILLAR DYKKER

Entreprenørmaskineproducenten Caterpillar kom betydelig bedre end ventet gennem tredje kvartal, hvor både salg og indtjening overgår analytikernes forventning.

Investorerne kvitterer dog med at sende aktien ned med 2,5 pct. til 159,15 dollar i frem mod åbningen.

Salget er i tredje kvartal dykket 23 pct. til 9,88 mia. dollar, mens analytikerne ventede et fald til 9,19 mia. dollar.

Den justerede indtjening per aktie er i kvartalet næsten halveret til 1,34 dollar fra 2,66 dollar. Her ventede analytikerne 1,13 dollar.

Den ikoniske motorcykelproducent Harley Davidson fik i tredje kvartal en justerede indtjening per aktie steg til 1,05 dollar mod 0,70 dollar samme kvartal sidste år. Her var ventet en indtjening på 0,29 dollar per aktie. Aktien ligger 7,7 pct. højere i 31,70 dollar før åbningen.

Endelig er producenten af mikrochips Advanced Micro Devices, AMD, blevet enig om at købe den amerikanske konkurrent Xilinx for 35 mia. dollar - 220 mia. kr. Beslutningen giver et minus til AMD på 0,4 pct. til 81,92 dollar i formarkedet. Xilinx stiger 14,7 pct. i formarkedet til 130,90 dollar.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder