Valuta: Økonomiske data og viruseffekter holder markedet i skak

Udgivet den 16-07-2020  |  kl. 06:19  |  

Der er ikke de store udsving i valutamarkedet torsdag morgen, hvor kinesiske vækstdata har bekræftet vendingen til det bedre i verdens andenstørste økonomi.

Markedsdeltagerne holder sig dog fortsat i det store og hele på sidelinjen i det volumentynde marked, og bevægelserne i den asiatiske handel er få og små.

Den kinesiske vækst mål på bruttonationalproduktet steg ikke mindre end 11,5 pct. i andet kvartal i forhold til første kvartal i sæsonkorrigerede tal, ifølge data fra de kinesiske myndigheder torsdag morgen.

Første kvartal var dog præget af coronavirus-nedlukningerne, der holdt den økonomiske aktivitet i Kina stærkt underdrejet, og andet kvartals forrygende stigning skal ses på denne dystre baggrund.

På årsbasis var det tale om en bnp-vækst på - for Kina - yderst beskedne 3,2 pct., hvilket dog var langt bedre end den ventede vækstforøgelse på 2,4 pct.

De kinesiske data lægger låg på ethvert optræk til dollarstyrkelse, mens de fortsatte bekymringer om coronavirusset og den massive spredning, der fortsat foregår i især USA med ca. 60.000 nye tilfælde per dag, trækker i den modsatte retning.

De finansielle markeder satser på, at positive tidlige resultater fra test af det amerikanske firma Modernes eksperimentelle coronavaccine vil resultere i en succes, efter at undersøgelsesresultater har vist, at alle forsøgspersonerne har udviklet høje niveauer af virusdræbende antistoffer.

- Resultater som dette er opmuntrende. Uden en vaccine vil de ødelæggende sundhedsmæssige virkninger fortsætte med at medføre betydelige økonomiske konsekvenser, skriver analytikere fra ANZ i et notat torsdag morgen ifølge Reuters.

Den fælleseuropæiske valuta holder fanen højt på en kombination af dollarsvækkelse, og håb om at EU's politisk ledere vil nå frem til en aftale om den foreslåede coronavirus-genopretningsfond på EU-topmødet fredag og lørdag.

- Valutaparrets (euro/dollar, red.) bevægelse skyldes en kombination af bredere dollarsvaghed, som er kommet sideløbende med en risikovillig baggrund, og gennem en nylig bredere understøttelse af euro i forventningen om, at EU-ledere giver grønt lys til den foreslåede genopretningsfond på 750 mia. euro denne uge, skriver analytikere hos Action Economics ifølge Reuters.

Euro koster torsdag morgen 1,1415 dollar mod 1,1420 dollar onsdag, mens dollar ligger i 106,95 yen per dollar mod 106,80 yen onsdag.

Pund koster samtidig 1,2570 dollar mod 1,2625 dollar onsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Relaterede nyheder