Valuta: Bekymrende coronaudvikling bag styrket dollar

Udgivet den 23-09-2020  |  kl. 06:32  |  

Amerikanske dollar står fortsat let styrket mod især de større europæiske valutaer onsdag morgen, hvor positive økonomiske data fra USA og stigende bekymringer over den sekundære bølge af coronavirus på det europæiske kontinent og i Storbritannien trækker tråde gennem markedet.

Udsigten til - eller blot frygten for - at nye nedlukninger i Europa vil presse væksten, får investorerne til at trække sig lidt tilbage fra den gennem længere tid solide satsning på, at væksten i EU vil overstige væksten i USA, der fortsat er hårdt ramt af coronapandemien.

Og da mange markedsdeltagere foretrækker at sikre sig de tilbageværende gevinster fra den månedlange styrkelse af euro, står den amerikanske dollar til på kort sigt at fortsætte styrkelsen, medmindre andre faktorer overtager de overordnede udsigter - ikke mindst udviklingen op til det amerikanske præsidentvalg, der betyder, at dollar kan have en stærk tilbøjelighed til større volatilitet.

- Nogle investorer satser på mere dollarstyrkelse over for euro, som ser overvurderet ud. Billedet i Europa har ændret sig fuldstændigt, fordi den økonomiske genopretning stopper, og der er en ny bølge af virusinfektioner. Men jeg er også bekymret for amerikansk politik, sider chefstrateg Masafumi Yamamoto fra Mizuho Securities i Tokyo til Reuters.

Den ellers positive stemning omkring euro er langsomt svækket, efterhånden som investorerne bliver mere og mere bekymrede over det stigende antal coronavirusinfektioner i Frankrig og Spanien.

Det har fået mange lande i euroområdet til at genindføre rejsebegrænsninger og tvunget flyselskaber til at reducere passagertrafikken efter et relativt hurtigt opsving i løbet af sommeren.

De store virusproblemer i EU får følgeskab af Storbritannien, hvor den britiske premierminister, Boris Johnson, tirsdag fremlagde nye begrænsninger for forretningsaktiviteten for at tackle en sekundær bølge af coronavirus.

Oveni kommer bekymringer for, at Storbritannien og EU ikke bliver enige om en handelsaftale, hvilket vil medføre yderligere økonomisk belastning på begge sider af Den Engelske Kanal.

Euro koster onsdag morgen 1,1680 dollar mod 1,1700 dollar tirsdag eftermiddag, og pund koster onsdag morgen 1,2720 dollar mod 1,2735 dollar tirsdag.

Dollar ligger sideløbende i 105,10 yen mod 105,05 yen tirsdag.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Relaterede nyheder