Valuta: Britiske PMI-tal peger mod recession og svækker pund

Udgivet den 24-01-2023  |  kl. 13:05  |  

Det britiske pund bliver tirsdag eftermiddag svækket over for både dollar og euro, efter at tal for de britiske indkøbschefers syn på aktiviteten peger på øget risiko for recession.

Det er i løbet af formiddagen væltet ind med PMI-målinger fra Europa, og mens tal for eurozonen pegede på vækst, og de tyske tal overraskede svagt positivt, viste den britiske måling et overraskende stort fald.

Det samlede PMI-indeks viste et foreløbigt fald i januar til til 47,8 fra 49,0 måneden forinden. Her havde analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg ventet 48,8. Det var service-delen af indekset, der skuffede, mens industrien faktisk viste en lille stigning.

Det ændrer dog ikke ved, at det samlede PMI-tal nu har bevæget sig yderligere væk fra det neutral indeks 50, der markeder skillelinjen mellem fremgang og tilbagegang.

- I bedste fald vil den britiske økonomi stagnere i år. Realistisk set kommer der formentlig en recession på et tidspunkt, siger Simon Harvey, der er chef for valutastrategi hos Monex Europe, ifølge Reuters.

- I takt med at vi begynder at se den økonomiske virkelighed skinne igennem, vil det formentlig føre til at pund underperformer over de kommende måneder, lyder det videre.

Britiske pund koster tirsdag eftermiddag 1,2328 dollar mod 1,2377 dollar mandag kl. 17. Pund ligger dog fortsat pænt i forhold til dollar og ramte mandag det stærkeste niveau i syv måneder.

Også mod euro bliver den britiske valuta svækket. Her går der tirsdag 0,8821 pund per euro mod 0,8782 mandag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Forex❯