Valuta: Dollar holder akkurat fast i comeback mod euro

Udgivet den 07-08-2020  |  kl. 15:15  |  

Dollar må fredag eftermiddag se et mindre comeback over for euro smuldre, selv om eftermiddagens imødesete jobrapport fra USA er bedre end forudset af økonomerne.

Der er ved 15-tiden dog fortsat tale om en begrænset fremgang til dollar, efter at euro torsdag nåede det højeste niveau siden maj 2018, efter en lang periode, hvor investorerne har vendt ryggen til dollar.

Det er sket på baggrund af et stigende antal amerikanske virusinfektioner, konstante fald i de amerikanske obligationsrenter og manglende konsensus i Washington om yderligere finanspolitisk stimulans.

Oven i har der ifølge Nordeas chefstrateg, Niels Christensen, været ro om euro, siden de europæiske ledere forhandlede genopretningsfonden på plads.

- Det har givet ro i forhold til den bekymring, der har været om europæisk økonomi, siger valutastrategen.

En euro koster fredag eftermiddag 1,1826 dollar mod 1,1845 dollar torsdag ved 17-tiden og 1,1916 torsdag kort efter klokken 8, da den amerikanske valuta nåede det svageste niveau i over to år.

Der var lidt opmuntring at hente i de amerikanske jobtal, der viste et fald i arbejdsløsheden til 10,2 pct. i juli fra 11,1 pct. i juni. Økonomer havde ventet et fald, men kun til 10,6 pct. ifølge Bloomberg News.

Samtidig steg beskæftigelsen uden for landbruget med 1,76 mio. mod estimeret 1,48 mio.

Alligevel var der lidt modvind til dollar kort efter offentliggørelsen.

- Det er marginalt. Men det kan skyldes, at aktierne steg lidt. Det har i en periode været sådan, at dollar har det svært, når aktierne stiger, siger valutastrateg i Nordea Niels Christensen til Ritzau Finans.

I dansk regning koster en dollar 6,2980 kr. mod 6,2904 kr. torsdag eftermiddag og 6,2530, da dollar var svagest torsdag morgen.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Intraday❯  Forex❯ 

Relaterede nyheder