Valuta: Dollar styrkes af Federal Reserves bedrede syn på økonomien

Udgivet den 17-09-2020  |  kl. 06:32  |  

Den amerikanske dollar skubbes torsdag morgen i forgrunden på valutamarkedet efter positive kommentarer fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag aften.

Her var formuleringerne fra centralbanken noget mere positive end tidligere, når det kommer til genopretningen af den amerikanske økonomi efter coronakrisen.

Federal Reserve regner nu med et samlet fald i det amerikanske bruttonationalprodukt (BNP) på 3,7 pct. i 2020 mod en ventet negativ vækst på 6,5 pct. i juni.

Og selv om der fortsat er langt op til den positive vækst på 2,0 pct., som Federal Reserve spåede før coronakrisen, var det nok til at løfte markedsstemningen.

Med til at løfte humøret omkring dollar var også centralbankchef Jerome Powells løfte om at holde renterne nede, indtil inflationen er godt på sporet til at nå et niveau, der er stykke over målsætningen på 2 pct.

Endelig lagde centralbankchefen også igen op til, at mere finanspolitisk støtte til økonomien er helt afgørende, hvis en ordentlig genopretning skal opnås.

Det lægger yderligere pres på Kongressen, der har haft svært ved at få enderne til at mødes, siden et sæt hjælpepakker udløb med udgangen af juli.

- Dollar skiftede en smule, men markedet viste ikke nogen enorm reaktion overordnet set. Ud over præsidentvalget vil fokus være på den finanspolitiske støtte, som Powell også sagde var essentiel, siger Shinichiro Kadota, der er seniorstrateg hos Barclays, til nyhedsbureauet Reuters.

Torsdag morgen koster en euro 1,1754 dollar mod en pris på 1,1830 dollar per euro ved dansk lukketid onsdag - og altså inden udmeldingerne fra Federal Reserve.

Over for den japanske yen styrkes dollar til 105,08 yen per dollar fra 104,83 yen per dollar onsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Forex❯ 

Relaterede nyheder